JEG SAVNER STADIG JAN SONNERGAARD

Af Hans Henrik Schwab

Forleden var jeg til reception for udgivelsen af den ny Jan Sonnergaard-antologi, ’Jantologien’ KONSEKVENSERNE TALER VI OM I MORGEN: 56 artikler, anmeldelser etc. og en forrygende krimiføljeton (fornemt kompileret og udgivet af broderen Lars på forlaget Arabesk). Receptionen fandt selvfølgelig sted på Jans gamle stamsted Floss, der også lægger hus til uddelingen af Sonnergaards Mindelegat hvert år den ”sidste søndag i oktober”. Det sendte mig ikke blot op ad Larsbjørnsstræde, men også ned ad Memory Lane:

Jan debuterede faktisk på Borgens Forlag det år – 1990 – hvor jeg selv startede på forlaget. Det skete i debutantnovelle-antologien BEGYNDELSER (redigeret af min kollega Jens Christiansen sammen med Bo Green Jensen). Jans debutnovelle markerede et frysende farvel til firserne – et årti og en epoke, han senere skulle tage op i et større episk format i romanen OM ATOMKRIGENS BETYDNING FOR VILHELM FUNKS UNGDOM (2009) – en fortælling om firsergenerationens No Future-livsstil, hvor der måske alligevel ikke ville være nogen morgendag til at tale om konsekvenserne. En fortælling, der de seneste dage har fået en sørgelig aktualitet. I Politiken var Erik Svendsen ikke i tvivl i sin anmeldelse af debutnovellerne: ”Samlingens bedste er Jan Sonnergaards ’Imitation af Lacoste’, og måske er den det, fordi den er diabolisk, så underdrejet morsom.” Med denne debutnovelle intonerer Sonnergaard sin særlige stil og tematik i dansk samtidslitteratur: en kulsort diabolsk humor, der er i slægt med Scherfigs skarpe sociale satire. Hans Scherfig var et indlysende valgslægtskab for Jan.

Selv mødte jeg første gang Jan et par år efter, hvor han igen blev optaget i BEGYNDELSER, denne gang med novellen ”Limbo”, der apropos titlen på den ny antologi slutter med linjen: ”Tror De, jeg kunne få lov at skylde til i morgen?” I den anledning var Jan sammen med flere andre prosadebutanter med til en frokostfejring i Frederiksbergs små haver, inden vi stødte til Borgens traditionsrige efterårsreception anno 1992. Der findes et herligt foto fra denne lejlighed, hvor Jan er afbildet sammen med årets romandebutanter, herunder firserlyrikeren F.P. Jac og cyberpunkeren Jesper 69 Green: Det må være det mest ikoniske foto fra en Borgen-reception, siden de tre unge himmelstormere Michael Strunge, Henrik S. Holck og selv samme Jac poserede selvbevidst en sensommerdag i 1978.

Desværre for Borgen endte Jan med at debutere på Gyldendal i 1997, hvor han fik udgivet novellesamlingen RADIATOR – en titel, der havde polemisk og ironisk brod mod digter og forfatterskolerektor Niels Franks herostratisk berømte udtalelse om, at ordet ”radiator” aldrig ville kunne indgå i hans lyriske vokabularium (ved et senere offentligt møde kom de to – den socialrealistiske prosaist og den modernistiske lyriker – i øvrigt aldeles fortrinligt ud af det med hinanden.). Resten er historie – litteraturhistorie, hvor socialrealismen igen kom på den litterære agenda, og hvor der blev pustet nyt liv i den klassiske novellegenre ovenpå halvfemsernes kortprosa med tekster i det kvadratiske Ritter Sport-format (Bukdahls vittige udtryk). Jans noveller tager snarere tråden op fra klassikere som Gyllembourgs hverdagshistorier og Bangs stille eksistenser (tag ikke fejl af Jans litterære traditionsbevidsthed og dannelsesniveau!) samt Finn Søeborgs humoresker – udsat for et sardonisk socialrealistisk syrebad. Og som regel med en aktiv jeg-fortæller som ’participant observer’; den mere passive voyeuristiske position er forbeholdt medlemmerne af de højere sociale lag.

I min tid på Gyldendal mødte jeg igen Jan, der på det tidspunkt lige var blevet stævnet af to højrepopulistiske politikere for ”injurierende” udtalelser om, at de var landsforrædere! En sag, som Jan vandt (den historie står at læse i den ny antologi). Hans redaktør i Klareboderne, den glimrende Niels Beider, lod mig læse med på manuskriptet til den formidable SIDSTE SØNDAG I OKTOBER (2000) – anden del af den trilogi, der startede med RADIATOR (inkl. den sproglige nyskabelse: en ”flydesvulst”!) og blev afrundet med JEG ER STADIG BANGE FOR CASPAR MICHAEL PETERSEN (2003), og hvor Jan fra bind til bind arbejdede sig fra underklassen og de marginaliserede eksistenser i Nordvest over middelklassen og op til overklassen i whiskybæltet – idet han dermed adresserede Danmark som det klassesamfund, det var og er, og som de gode tiders velstand kun på overfladen og i vores selvforståelse har udvisket.

De følgende år løb jeg ofte ind i Jan. Det år, hvor han afsluttede sin RADIATOR-trilogi, var Jan og jeg vist de eneste litterære repræsentanter til Sonys releaseparty for Gasolin’s Black Box-udgivelse og hang ud i et hjørne for os selv. Jan var i boxens booklet citeret for at foreslå at kalde en vej i København ”Gasolin’ Allé”. Måske tiden er inde til at opkalde en af de ”frysende våde vejbaner” i NV efter Jan!
Og en dag på Schønnemann, hvor jeg spiste frokost med Johannes Møllehave, sad Jan tilfældigt ved nabobordet og mindede Møllehave om, at det faktisk var ham, der havde konfirmeret Jan i barndomsbyen Virum.

Mit eget bedste minde om Jan er en dag i dét københavnske nordvestkvarter, som Jan i den grad satte på det litterære landkort – og hvor jeg selv bor, om end i den mere ’mondæne’ del, som Jan næppe ville have anerkendt som NV. En sommerdag i 2005 (tror jeg det var) løb vi tilfældigt ind i hinanden på den del af Godthåbsvej, som udgør scenen for Jans novelle ”Den tredje, hver måned”, og hvor Frederiksberg, Vanløse og NV løber sammen inden for en radius af få hundrede meter. Som en af Jans venner, den kongeniale og ligeledes klassebevidste forfatter Henrik List, engang sagde til mig: ”Smart sted at bo: Du kan alt efter dagsformen veksle mellem street cred i NV, den kreative middelklasse i Vanløse og bourgeoisiet på Frederiksberg.” Apropos de tre socialklasser i Jans trilogi!

Denne sommerdag stod vi tæt på det lokale brune værtshus, hvor jeg aldrig havde sat mine ben, men Jan foreslog at vi tog en øl der. Hvorfor ikke? Allerede i døren mødte vi dog den første modstander i form af en muskelhund, der med ”øjne så store som tekopper” – eller måske snarere så store som ølbrikker! – bevogtede indgangen. ”Skal vi ikke bare gå et andet sted hen?” spurgte jeg nervøst. Det syntes Jan ikke, hvorefter han tog fat i hundens halsbånd og trak den let til side! Efter denne vellykkede entré bestilte vi to øl og satte os udenfor. Et øjeblik efter kom tjeneren ud og knaldede de to Hof ned i zinkbordet med ordene: ”Her plejer vi ikke at servere for gæsterne!”. ”Nå, nå” svarede Jan høfligt, men bestemt: ”nu kender jeg jo ikke jeres spilleregler.” Det stod klart for mig, at jeg den næste lange tid måtte gå i en stor bue uden om det værtshus! Over vores øl diskuterede vi det omsiggribende pamperi i dansk kulturliv, og Jan mente, at dette – et af hans idiosynkratiske yndlingsemner – krævede en omgang mere. Meget mod min vilje måtte jeg takke nej, da jeg havde lovet børnene at komme tidligt hjem, fordi vi skulle besøge årets Kræmmermarked på Bellahøj. ”Det lyder sjovt”, sagde Jan.
På Kræmmermarkedet slog det mig, at Jan skulle være gået med. Det ville han rent faktisk have syntes var sjovt: På det pamperfri kræmmermarked kunne vi have taget en øl eller to mere, og Jan kunne i en af boderne have ekviperet sig med en ny kulørt Hawaii-skjorte til sin righoldige samling, der var lige så farverig og sammensat som han selv.

Det er godt at have den ny bog til at blive mindet om ”Søde Jan”, som han altid underskrev sig: en sød og sjov person med en lige så sort og skarp pen. Jeg savner stadig Jan Sonnergaard.