Af Leif Lønsmann
I bydelen Rosengård i Malmø bor der cirka 25.000 mennesker. Næsten 90% af dem har udenlandsk baggrund. Mere end 60% er født udenfor Sverige.
Midt i denne mini-kopi af Verden ligger Huset Botildenborg. Den herregårdslignende bygning fra 1860 blev opført af Jeppa Andersson, som opkaldte huset efter sin hustru Boel, som i familien gik under kælenavnet Botilda.
I 1933 blev huset købt af Malmø Kommune, som indrettede det som hjem for enlige mødre, der havde det vanskeligt i en tid hvor den offentlige moral så ned på mødre med børn født udenfor ægteskab. I 1960’erne blev der indrettet et spædbarnshjem for forladte og forsømte spædbørn. Børnehjemmet lukkede i 1971, og derefter stod bygningen tom og begyndte at forfalde som offer for tidens tand og kommunens manglende vedligeholdelse. Kommunen overvejede til sidst at rive huset ned.
Men så kom der en ildsjæl forbi. Hvor andre ser “ghettoer” og gadebander, så hun mangfoldighed og muligheder. Det kan godt være at der er mange nationaliteter, religioner, hudfarver og kulturer i Rosengård. Men ét har de tilfælles. De er flittige og de drives og trives af at foretage sig noget fornuftigt sammen med andre.
I dag er Botildenborg renoveret og er centrum for et af verdens førende eksperimenter i social, kulturel, økologisk og økonomisk bæredygtighed, med udgangspunkt i bæredygtig dyrkning af de omliggende marker, under sloganet ”Social Gastronomy”. Det giver arbejdspladser, indtægter – og fællesskaber!
Botildenborg er i dag et farverigt myldrende mikrokosmos af foretagsomhed og mangfoldighed. Botildenborg har modtaget utallige priser og udmærkelser, ligesom ildsjælen bag, med det næsten symbolske navn Lena FRIBLICK og hendes organisation med det ligeså symbolske navn XENOFILIA er udnævnt som Årets Forbillede af det internationale ”Diversity Index” og Lena selv er optaget på listen over Verdens 50 mest fremtrædende sociale innovatører.
Tjek dem ud – i Rosengården eller på linket her.