På tour med SLADE i 1993

Af Joe Johansen

Vi boede i en stor nightliner (tourbus) i en måneds tid, mens vi tournerede rundt til alle de største byer i Tyskland. Det var i november/december, så det var koldt og jeg var køresyg konstant – men … what a ride!!!
Spændende at opleve de gamle helte helt tæt på – også selvom nogle illusioner krakkelerede, som den slags jo har for vane …

En aften havde crewet glemt en flightcase ude i siden af scenen, og da de, under vores lydprøve, ville fjerne den, bad jeg dem om at lade den stå. Under aftenens koncert sprang jeg op på den og fyrede en heltesolo af, til stor begejstring og applaus fra publikum (og mig selv). Senere på aftenen kom en af roadierne og gav mig klart og bestemt besked om, at dén altså ikke gik på resten af turen: Dave Hill, Slade’s guitarist, havde bedt om at få den fjernet (!)

Næste aften stod den der pludselig igen – altså under Slade’s koncert – og Dave Hill kravlede møjsommeligt op på den og shinede 😂

Jeg var nu ligeglad. Jeg kravlede nemlig i stedet høøøjt op på P.A. højttalerne ude i siden af scenen – som vaklede så dramatisk under mig, at roadierne måtte stå tre mand høj og holde på dem. Der var RET langt ned og jeg havde allerede højdeskræk dengang – men på scenen følte jeg mig altid usårlig. Dengang …

Vi havde et transportabelt catering-køkken med på turnéen, som hver dag blev sat op backstage. Om morgenen, første dag på touren, gik jeg rundt ved morgenmaden og hilste på crewet og det andet band. Don Powell (Slade’s trommeslager), det skønne væsen, hilste hjerteligt på mig – hvorefter han gik rundt om buffeten og … mødte mig igen – og hilste ligeså hjerteligt endnu engang. Det gentog sig flere gange. Jeg spurgte tourmanageren, om det var en joke eller hvad? Han fortalte, at Don havde været involveret i et tragisk trafikuheld, som havde efterladt ham selv næsten uskadt, rent fysisk – men dybt traumatiseret: Han havde mistet korttidshukommensen. Totalt!

Efterhånden som touren skred frem, holdt han op med at hilse hver morgen og lod som om, han kunne huske mig … men jeg troede ikke helt på ham – og det betød jo egentlig heller ikke så meget 😂 Han var et utroligt sødt og hjerteligt menneske – og jo en supersej trommeslager.

Det var en både fantastisk og dybt udmattende tourné – som jeg aldrig vil glemme, men nu heller ikke ønsker at gentage 😉
“Been there – done that”, som man siger.

Foto: Angie Linas.