Af Uffe Lorenzen

OM VINYLENS DØD OG GENOPSTÅEN: Tilbage i starten af 90’erne da de fleste solgte ud af deres vinylsamlinger holdt jeg fast i min. Jeg indkøbte ovenikøbet grådigt alt hvad jeg kunne finde af brugt musik fra 60’erne og 70’erne til billige penge fordi ingen andre tilsyneladende ville have det gamle lort. Jeg både solgte og byttede løs i de år, fordi man altid kunne finde det meste igen. En M144 med intakt ridder fundet for 20 kr på et loppemarked på Amager kunne let omsættes til en 13th Floor Elevators original hos en amerikansk eller engelsk psych-dealer. Der blev sendt kataloger, bestillinger, anbefalinger, musikalske beskrivelser og papkasser med luftpost frem og tilbage over atlanten i massevis. Jeg husker plademesserne i Nørrebrohallen dengang som noget lidt støvet til sammenligning, der mest involverede gamle mænd omkring de 60 og grønne mælkekasser med slidte Emerson, Lake & Palmer og Mahavishnu Orchestra LP’er. Men jeg husker også at møde en flok ligesindede og jævnaldrende fra rundt omkring i DK der ligesom jeg var fanget i et tomrum lige imellem vinyl og cd æraen og som heller ikke kunne slippe fascinationen af det oprindelige format. Jeg husker f.eks at støde på en ung idealistisk fyr ved navn Henrik Busk, der allerede tilbage i midt-90’erne startede et pladeselskab (Helicopter Records) der kun udgav ny dansk musik på vinyl, trykt i Tjekkiet i bittesmå oplag på 100, 200, 300 ex. Lars Krogh fra Bad Afro var en anden af dem vi idag i DK kan takke for at være tidligt ude og holde fast siden 1996 med sine syvtommer singler med Hellacopters, Turbonegro og Flaming Sideburns og senere danske bands som Tremolo Beer Gut, Burnouts og Baby Woodrose. Jeg husker da Route66 åbnede deres københavnske filial på Fælledvej i år 2000, en butik der dengang havde 3 ejere: Mette, Martin og Ralph – de to sidstnævnte desværre nu afdøde – og en del af formålet med butikken på det tidspunkt var faktisk en nærmest idealistisk kamp for vinylens overlevelse, delvist foranlediget af at en af de sidste københavnske forhandlere af ny vinyl – Candy Records – måtte dreje nøglen om. Jeg husker at de store danske udgivelser i de år oftest slet ikke udkom på vinyl eller udkom langt senere og groft nedprioriteret i forhold til den primære CD udgivelse og selv da i meget små begrænsede oplag – samtidig med at vi lidt måbende solgte flere tusinde eksemplarer af både Baby Woodrose’s Money For Soul og Spids Nøgenhat’s En Mærkelig Kop Te som LP på verdensplan. Jeg husker så sent som omkring 2005 at jeg gik ind i en af de store pladebutikskæder på det tidspunkt og spurgte om jeg kunne købe innersleeves til LP’er og fik den lidt nedslående besked “at den slags slet ikke blev lavet mere” af en uvidende ekspedient der selv var født i CD æraen. Men jeg kunne naturligvis stadig købe både yder og innersleeves, pickupper, drivremme, pladebørster og frisk nytrykt vinyl nede på Fælledvej. Få år efter gik alle kæderne neden om og hjem på stribe, først GUF, så TP MUSIK og STEREO STUDIO, kort efter at de alle desperat havde forsøgt at klynge sig til CD og DVD salg – eller som i sidstnævntes tilfælde endda modetøj! Vendepunktet kom nok omkring 2008 – her var der pludselig ingen tvivl om at vinylen ville overleve, Record Store Day startede i USA og de samme brugte 70’er tryk jeg selv havde løbet rundt og jagtet på loppemarkeder og i brugtkasser gik pludselig opslåeligt for tusindvis af kroner på ebay og discogs, nye butikker begyndte at skyde op rundt omkring i landet og vinyl blev igen trendy blandt en helt ny generation – and the rest is history som man siger. Hvor er det egentlig fantastisk at jeg har fået lov til at leve lige på dette tidspunkt i historien og dels til stadighed få adgang til al den gode lyd, dels selv har bidraget til den med min egen musik og dels oplevet både de mørke år og genopblomstringen med alt hvad det indebærer. I løbet af de sidste år har jeg nærmest vekslet min dyrebare vinylsamling til en andelsbolig, også selvom jeg alligevel ikke kan lade helt være med at købe mere vinyl – fordi jeg stadig anser det som det eneste rigtige format til gengivelse af musik. Mit sidste album udkom slet ikke på cd og det gør det næste nok heller ikke. Vi får at se om der venter flere genkomster af ellers uddøde formater i fremtiden, men lige nu smutter jeg bare på arbejde og sælger noget vinyl i Route66 for solen skinner og vi åbner kl 11 og der er stakkevis af spritnye skiver med Katinka Band og Kajsa Vala og Khruangbin og Miles Davis!

Hejhej.