Af Asger Schnack

Det er Lille Bogdag hver dag, har jeg tidligere sagt – og det passer! Mens vi går og glæder os til årets Lille Bogdag (28.-29. maj), udkommer der til stadighed væsentlige nyheder fra de små forlag, også hvad angår oversættelser af poesi. Forleden var det Edith Södergrans ”Septemberlyren” på Forlaget Korridor (oversat af Theresa Salomonsen og Stinne Storm). Og nu er udkommet (foreløbig) to komplette, selvstændige digtsamlinger af Gunnar Ekelöf (1907-1968) i dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen på Forlaget Virkelig, i begge tilfælde – såvel Södergran som Ekelöf – også meget smukke bøger. (Til efteråret er annonceret udgivelsen af Gunnar Ekelöfs debutdigtsamling, ”sent på jorden” fra 1932, ligeledes på Forlaget Virkelig). De to digtsamlinger af Gunnar Ekelöf er henholdsvis ”Færgesang” fra 1941 og ”Non Serviam” fra 1945. Jeg har erhvervet de to samlinger gennem Mikrofest – en, to, tre, og de er i dine hænder – og jeg har læst dem med stor interesse. Man kan sige, at jeg har fået genopfrisket mit (komplicerede) forhold til Gunnar Ekelöf. Hans betydning er enorm, og det er en gave at stifte bekendtskab med ham samling for samling. ”Færgesang” indeholder nogle af hans meget berømte digte, som slynger sig på en særlig ekelöfsk måde, hverken a eller b, men c (eller d); man (jeg) husker passager i digtene snarere end hele digtet, men der er også en anden type, som nu ved denne læsning (for mig) stod frisk og klart. Eksempelvis det korte ”Sung” (med en henvisning til Sung-dynastiet (960-1279), jf. noten i bogens ”Kommentarer”): ”Det er stjerneklart i aften. / Luften er ren og kold. / Månen søger hos alle ting / sin mistede arv. // Et vindue, en blomstrende gren / og det er nok: / Ingen blomst uden jord. / Ingen jord uden rum. / Intet rum uden blomst.” Gunnar Ekelöf er læst i vide kredse, men er også i høj grad en digternes digter. En dansk digter, der, kunne man sige, havde ham som pejlemærke via valgslægtskab, og som gjorde fælles sag med ham i opgøret med ideologierne (i flertal), er Jørgen Gustava Brandt – som også korresponderede med og var ’på bog’ med ham. [Jørgen Gustava Brandt har skrevet essayet ”Et makedonisk måltid i Sigtuna” om sit besøg hos Gunnar Ekelöf (trykt i ”Mit indre marked”, 1990)]. Nu slog det mig – ved læsning af ”Færgesang” – at der uden tvivl er en hilsen til Gunnar Ekelöf i titlen på Jørgen Gustava Brandts udvalg fra 1971: ”Upraktiske digte”. Jeg har ikke før tænkt på dette, men i det første digt i afsnittet ”Tag og skriv” – i digtet, der begynder ”Om livet, om de levende.” – hedder det hos Ekelöf: ”Jeg synger om det eneste der forsoner, / det eneste praktiske, for alle lige (…)”, hvilket gentages som samlingens sidste ord i digtet ”Eufori” – i afsnittet ”Fuga”: ”Jeg synger om det eneste som forsoner, / det eneste praktiske, for alle lige.” Men nok så interessant hedder det – i afsnittet ”Variationer” – i digtet, der begynder ”Jeg tror på det ensomme menneske”: ”Det upraktiske er det eneste praktiske / i længden.”