Af fredsaktivist, tidl. fredspolitisk ordfører for SF, Jens Thoft

Lytter man til den danske regering, er der absolut ingen forståelse for at Rusland ikke vil have NATO nærmere sine grænser, end det allerede er sket. NATO er rykket massivt mod øst og har nu indlemmet: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Kroatien, Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.
Jeg har deltaget i den sikkerhedspolitiske debat i 60 år. Indtil den første kolde krigs ophør sagde militærfolk og regeringsbærende politikere: ”Den dag Warszawa-pagten er væk, ophører NATO. Men indtil da, er vi nød til at opretholde et stærkt forsvar”. Så forsvandt Warszawa-pagten, men i stedet for at nedruste og lukke NATO, gik de vestlige politikere og militærfolk i gang med at udvide NATO. I Danmark skabte et flertal i Folketinget ”Den internationale Brigade”, som siden da har huseret rundt i verden. Ved at udvide Nato fra og med 1994, skabte man med vilje grundlaget for den anden kolde krig, som vi er midt i. Der skal et mirakel til for, at den ikke bliver varm!
Den 9. februar 1990 forsikrede den amerikanske udenrigsminister James Baker overfor Gorbatjov, at hvis NATO fik DDR indlemmet i Vesttyskland – en kæmpe indrømmelse fra Gorbatjov – ville NATO ikke udvide en tomme øst for Tyskland. Næste dag afgav den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher det samme løfte til sin sovjetiske kollega, Eduard Shevardnadze. Ligesom Genscher i en offentlig tale dem 31. januar 1990, offentligt erklærede, at det ikke ville ske. Han sagde: “Der vil ikke ske en udvidelse af NATOs territorium mod øst, med andre ord tættere på Sovjetunionens grænser”.
En række afklassificerede dokumenter gør det klart, at alle de vestlige magter, herunder ikke kun USA og Tyskland, men også Storbritannien og Frankrig, gentagne gange gav Rusland det samme løfte. Dokumentationen for løfterne er massiv. Se lige på listen ovenfor. Synes du disse klare løfter er overholdt?
Det kræver Putin, at vi overholder. Hvor svært kan det være?
Syv år senere, da USA allerede havde brudt disse løfter, afgav Clinton et andet løfte til Rusland. Efter at have udvidet NATO langt øst for Tyskland, ville de i det mindste ikke permanent stationere betydelige kampstyrker i de nye NATO-lande. Det var det løfte, som USA underskrev i NATO-Ruslands samarbejdsaftale om gensidige relationer. Også her er russerne blevet snydt. Danmark har permanente styrker i Baltikum herunder krigsfly, som dagligt patruljerer tættere på Rusland, end de russiske fly for to år siden gjorde ved Bornholm.
Det forland, som hjalp Rusland, da det blev angrebet vestfra i tre Napoleonskrige og to Verdenskrige er væk. Nu stiller russerne så krav om at Georgien og Ukraine ikke også indlemmes i NATO. Jeg synes kravet er forståeligt og rimeligt, og fatter ikke at vores politikere, benægter fakta, og er helt uden forståelse for Ruslands behov for sikkerhed.
Da Sovjetunionen anbragte raketter på Cuba, hørte jeg ingen danske politikere fra regeringsbærende partier sige, at det må være cubanernes afgørelse om de ville samarbejde med Sovjet. Dengang var der forståelse for, at supermagten USA havde krav på sikkerhed. Meget modvilligt erkendte Sovjetunions leder sandheden heri, og trak våbnene retur.
USA har altid betragtet Latinamerika som sin baghave, og her ville de ikke have kommunister. USA holdt derfor en lang række højreorienterede diktatorer ved magten. Når regeringer i Latinamerika havde em smule venstreorienterede holdninger, så blandede USA sig med militær magt økonomisk magt og andre undergravende aktiviteter. Chile, Nicaragua, Puerto Rico, Filippinerne, Panama, og Den Dominikanske Republik er gode eksempler. Wikipedia nævner 10 eksempler på regulære amerikanske militære interventioner i Latinamerika.
Jeg har aldrig hørt regeringsbærende danske politikere sige: ”De latinamerikanske lande skal have deres frie ret til at vælge den styreform, de måtte foretrække. Vil de samarbejde med Sovjetunionen er det deres frie ret.” Tværtimod bakkede de samme danske politikere altid helt ukritisk op bag den amerikanske hærgen i Latinamerika.
Min konklusion er, at regeringsbærende danske politikere ikke står tilbage for noget som helst. Manglen på historisk forståelse, dobbeltmoral, manglen på anerkendelse af fakta og vægt på militær tænkning, er en særdeles farlig cocktail! Jeg håber vi undgår krigen, selvom jeg synes, vore politikere gør, hvad de kan, for at krigen kommer.