DAN TURÈLL, RICHARD ELMAN & THE STONESeller: MICK JAGGER – “THE MOTHER HEN”

Af Lars Movin

Apropos gårsdagens opslag om The Rolling Stones og Altamont-filmen “Gimme Shelter” (1970).

Som en del af min research til at skulle skrive et afsnit om “Gimme Shelter” til min kommende bog om dokumentarfilm snusede jeg lidt rundt i Stones-litteraturen og faldt over forskellige ting og sager, som måske ikke direkte var brugbare i sammenhængen, men som jeg ikke desto mindre fandt kuriøse. En del af det havde at gøre med Mick Jaggers måde at bevæge sig på, som både er enestående og interessant – blandt andet fordi hans scene-performance kan være påfaldende feminin, samtidig med at den tydeligvis appellerer til den kvindelige del af publikum. Altså en slags kønstranscenderende koreografi, som udgør en ikke ubetydelig del af The Stones’ fascinationskraft, og som også træder markant frem i “Gimme Shelter”, hvor kontrasten mellem Jaggers skiftevis feminine, maskuline og androgyne udstråling og de Hells Angels-medlemmer, der mandsopdækker ham på scenen under Altamont-koncerten, bidrager til den kakofoni af mærkværdige vibrationer, som gør filmen så særlig.

Og så slog det mig, at netop det feminine aspekt ved Jagger havde Dan Turèll også engang haft fat i. Hvor var det nu? Nå jo, det var i den lange mosaiktekst “En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon”, som i 1975 blev trykt i musiktidsskriftet MM (nr. 6):

“Jeg fik ikke sét Stones-filmen, Altamont-filmen, ‘Gimme Shelter’, i sin tid, men så den så forleden som lørdag-midnatsfilm-reprise i den lokale. Det slog mig, hvad jeg ikke tænkte på, da Stones spillede i Forum, hvor meget ret David Bowie og William Burroughs havde, da de sidste år i Rolling Stone kaldte Mick Jagger en ‘mother hen’. Hans bevægelser er overvejende feminine, de er primadonnaens. Og jeg siger det igen ikke som en kritik eller en bøssesigtelse eller noget, det kommer ikke sagen ved. Men han ER trods alt mand, og han fungerede længe som maskulint symbol, som Selve Han-Aben, hvor Janis måske var Selve Hun-Aben. Og alligevel – jeg syntes hans dans og gestik var feminin, og – triumf! – de to tilstedeværende piger havde opfattet det på samme måde.”

Men så var det, at jeg kom til at hive Richard Elmans bog “Uptight with the Stones” (1973) ud af reolen. Den handler ganske vist kun sporadisk om Altamont og har snarere fokus på The Rolling Stones’ 1972-turné, hvor Elman var udsendt af magasinet Esquire for at dække det saftige stykke rock’n’roll-historie, som også er foreviget i Robert Franks legendariske film med den sigende titel “Cocksucker Blues”. Bogen er ikke så lang, og eftersom det var længe siden, jeg havde læst den sidst, besluttede jeg at snuppe den endnu en gang. Og på side 37 kom jeg så til den følgende passage, som jeg har lyst til at citere in extenso, dels fordi Elman bemærker, at Jagger nu har lagt noget af det feminine af sig (i forhold til 1969), dels fordi jeg synes, at det rummer nogle ganske gode iagttagelser af Jagger som figur – men døm nu selv:

“One thing Jagger is not; he is not James Brown. Never so spontaneous, or alive to his own grace. James Brown, in fact, is not really James Brown, just a carefully schooled and rehearsed imitation, down to the last finger-popping movement, and Jagger, though certainly a live one, is even more rehearsed, and schooled, and studied in his carefreeness, with somewhat less of a sense of his own body rhythms. For maybe ten minutes he seems to be off and moving. Then you realize he’s padding; he’s repeating himself. He’s just doing the old body-motion time step. / Nowadays Mick is much less swish-my-ass effeminate when he does his numbers; he seems older, decidedly more butch. Whereas once he used to pirouette with a cape on stage, as if doing a hype on his friend, Rudolf Nureyev, as Romeo, now he is into strutting and pouting, with the arm gestures of a middle-eastern carpet merchant, and many a good hard rhythmic stomp. / The mood is less manic and more assured, and Jagger – though much less pretty – seems better organized, like the aging athlete who conserves on each movement to make every one so much the more effective. It was always just a sort of head trip Mick was into, to which his lithe young figure yielded easy assent, the buttocks quivering, though now the marvelous aging effect on the face of the young deity is lubed by runnels, with sweat, the toll from certain putative ecstasies of an earlier provenance, and there is more showmanship and perhaps, for Mick, real feeling, which, of course, is camped up again so that anger seems like the paramount passion and loving is always a function of rage.”