NB8 og Tyskland bør indgå en gensidig ikke-angrebspagt med Rusland

Af Klaus Riskær Pedersen

Amerikanske tropper i Danmark: Mette Frederiksen er i gang med at skabe en ny krise hun kan træde i karakter i efter at S er faldet 10 procentpoint i meningsmålinger.
Dansk aktivistisk udenrigspolitik er ikke i vor befolkning og landets sikkerhedspolitiske interesse. Tilbud om missiler (man heldigvis hurtigt opgiver) og det at landets Statsminister ikke vil afvise at der kan sendes materiel og bemanding til Ukraine, øger spænding og afstand til en løsning.
Og på pressemødet i Fredags vil Statsministeren gerne gøre amerikanerne en tjeneste hver dag, hvis det var muligt (udtalte Mette Frederiksen). Og nu altså – over stok og sten – og midt i en krisesituation, så budskabet om at Danmark vil ændre sin politik med amerikanske baser også i vor del af rigsfællesskabet.
Denne grovkornede politiske spekulation har vi set før, og en frygtelig fejltagelse for et land der har fejlet i alt fra Afghanistan, Iraq, Libyen, Syrien, piratbekæmpelse og – nu sidst – den tegneserieagtige håndtering af udsendelse af jægersoldater til Mali.
Vi har brug for at dette tales ned og ikke op. At vi afventer hvad Tyskland og Frankring gør. At vi er fortalere for en politisk løsning f.eks. i OSCE (den europæiske samarbejdsorganisation der også har Rusland som medlemmer), og at vi får skabt ro på. Alt det der sker nu, er netop hvad der tillader Putin at retfærdiggøre militær intervention i Ukraine.
Man kunne måske være gået en helt anden vej fra et dansk synspunkt, og i stedet arbejdet for at man i Østersø-regionen (med Sverige, Finland, Tyskland og de Baltiske stater) indgik en gensidig ikke-angrebspagt med Rusland. Det forhindrer NATO-traktaten ikke (den er jo netop en forsvaralliance). Og så lade de Europæiske institutioner der er til det formål, håndtere problemerne i det Syd-Østlige Ukraine, så alle kunne se sig selv i en løsning. Men desværre er det nok for sent. Alt den retorik vi har set fra især USA og UK, overførsel af våben og mandskab, og små-fnidder fra lande som os selv, bliver desværre anledningen til at Rusland strategisk vurderer at de er nød til at slå til mens de har fordelen.
Måske dialog og politisk løsningsvilje havde holdt den russiske opmarch ved truslen, men jeg er desværre ikke længere sikker. Men husk venligst hvordan vi selv – og vores politikere (de er alle enige) – og vores alliance partnerne, snakkede dette op, i stedet for at forstå at nødvendige løsninger var den eneste udvej, også selvom det måtte have medført en – historisk betinget – nødvendig opdeling af Ukraine. Hvilket også havde været til Ukraines egen kæmpe fordel.