Ukraine konflikten forklaret

Af Klaus Riskær Pedersen

Man glemmer det der ‘står med småt’ i de mange kommentarer om Putin og Ukraine problemet: På mødet i Viskuli i december 1991 opløste de tre presidenter fra Rusland (Yeltsin), Hvide-Rusland (Shushkevich) og (den i 1954 af Sovjetunionen etablerede) Ukraine (Kravchuk) tilhørsforholdet til Sovjetunionen, og erstattede den med ‘The Commonwealth of Independent States’ (CIS). Den begivenhed afsatte de facto Gorbachev. Hermed ‘løsrev’ Ukraine sig fra Sovjetunionen men også fra Rusland. I farten glemte man at Krim var tilført Ukraine i konteksten af en forståelse i Rusland af Sovjetunionen som den institutionelle ramme (1954). Historisk havde Ukraine ikke eksisteret som selvstændig statskonstruktion før 1954. Den Østlige del (fra Kiev) og østover havde historisk aldrig været europæisk. Området var kontrolleret af mongoler og endte som tyrkisk vasal inden hvad der var tilbage, af mongolske ‘warlords’ sluttede sig til Rusland under Catherine the Great (slutningen af det 17. århundrede). Den vestlige del havde igennem tiden siden skabelsen af det Byzantiske styre, været kontrolleret af alt fra Konstantinobel, til tyrkere, polakker og Østrig-Ungarn, men var aldrig en selvstændig europæisk stat eller med en tilstedeværelse, der rimeligvis kan berettige EU (eller NATO) til at gøre krav på dette område. Ønsket om at ‘hjemtage’ Krim – som det var tilfældet med den Russiske besættelse i 2014 – var grundliggende legitimeret ved den sjuskede beslutning om at skabe CIS af nye præsidenter, der tænkte mere på her og nu, end følgerne af de løsrivelser de dermed institutionaliserede. Og ser vi på den overvejende del af Ukraine, så er tilhørsforholdet naturligt geopolitisk et russisk interesseområde. Lige så vel som Baltikum naturligt er et europæisk interesseområde. Indblandingen fra EU (en fejlslagen frihandelsaftale) og senere de mange erklæringer og udtalelser fra NATO, synes derfor ikke velbegrundede og måske det vil tjene vore klare nationale interesse her i Danmark, at holde os ude af det klammeri. Løsningen kunne være en folkeafstemning i Ukraine – opdelt i to eller tre zoner – hvor befolkningen stemmer om deres tilhørsforhold, ligesom vi i NATO naturligt må afvise enhver tanke om at inddrage Ukraine (eller hvad der måtte blive tilbage efter en afstemning) i NATO. Handelssamarbejde med EU er naturligt, men skal ses i det perspektiv og ikke andet. Forstå disse sammenhænge før mediebilledet af disse sammenhænge får os rodet ind i unødvendige konflikter med vore naboer.