Af Erik Valeur

De evakuerede afghanere fra Talibans magtovertagelse er nu begyndt at forlade Danmark igen, fordi den fremtid, vi tilbyder dem, er – usikkerhed.

De rejser til europæiske lande som Sverige og England, hvis politik er at tilbyde de mennesker, der bistod disse lande med opbygningen af en mere demokratisk fremtid i Afghanistan, varig opholdstilladelse – naturligvis.

Ifølge Jyllands-Posten idag er et halvt hundrede af de knap tusind evakuerede – som blandt andet tolkede for danske soldater – allerede rejst videre – og som én af dem (evakueret med kone og barn) siger til avisen: ”Jeg arbejdede for den danske hær og satte mit og min families liv på spil. Danmark takserer dette til en toårig opholdstilladelse. Det kan jeg ikke gøre noget med.”

Til dette fænomen ønsker minister Mathias Tesfaye et pøj-pøj på rejsen med bemærkningen: ”Hvis nogle af dem hellere vil til London end være i Thyregod-lejren, har jeg selvfølgelig ikke noget ønske om at forhindre det” – mens Pia Kjærsgaard (DF) fra sin julehygge synes, ”det er fint”.

Bare de så ikke kommer tilbage …

I Norge får afghanerne status som ’overføringsflyktninge’ og ophold uden tidsbegrænsning – og efter fem år i landet kan de få permanent opholdstilladelse – efter syv år søge norsk statsborgerskab.
I Sverige bevilges de evakuerede afghanere permanent opholdstilladelse ved indrejsen og har mulighed for at påbegynde arbejde ved ankomsten – og ifølge BBC giver Storbritannien de evakuerede afghanere permanent ophold.

Men i Danmark henslæber mange af dem, vi så ædelt reddede med den luftbro fra Kabul, vi alle var så pavestolte af, nu en mismodig lejrtilværelse – uden noget at lave og med udsigt til komplet usikkerhed – måske et spark tilbage til det land, vi blærede os sådan af at redde dem ud af.

I forvejen losser vi som eneste land i Europa afghanske flygtninge ud af vagten – og stuver dem ind i lejre, når de ikke i praksis kan udvises.

Det siger alt om den stil – og det hjerte – vore politikere demonstrerer på vores – befolkningens – vegne. Det er en hårdhed, der er blevet fuldstændig patologisk i sin hjernedøde udvisningsmani.
I stedet for at leve op til alle de smukke idealer, vi ikke mindst i denne søde juletid hylder os selv for, sørger vores politikere for, at vi mere og mere minder om det puslinge-land, Jeppe Aakjær i en anden tid beskrev – som hygger sig i smug, mens hele verden brænder …