Man kan godt betvivle, om det er de rigtige mennesker, der sidder for bordenden

Af Morten Bruun

Anders Krab vil ikke fyre Michael Dyrby, som er kommet hjem fra ferie og har erkendt, at alt sgu ikke var så godt på TV2 – og at hans ‘moralske kompas’, som han selv formulerer det, var helt ude af drift. Anderledes gik det dengang, Michael Dyrby var chef for Henrik Ovortrup og fyrede ham, da hans moralske kompas svigtede. Til gengæld kritiserer Qvortrups nye avis nu Dyrby for, at han gik i flyverskjul og nægtede at udtale sig i 9 dage. Det var forresten det samme, Henrik Qvortrup gjorde, da han blev tiltalt og kun ville tale med sin makker på det program, Radio 24syv havde stillet til rådighed for de to. Den gang var den taktik helt fin for det gamle 24syv, men nu kritiserer Simon Andersen, chef på både det gamle og nye 24syv og ejet af Berlingske, den strategi, det Berlingske Hus har lagt i forbindelse med Dyrbys genopståen. Dyrby ville nemlig ikke medvirke i Simons direkte morgenprogram i dag. Nøjagtigt ligesom Simon forresten ikke ville medvirke i direkte tv, da hans radio blev kritiseret for at stjæle 24syv-navnet, men det er en anden historie. Og midt i al den hurlumhej kritiserer en af Qvortrups nye medarbejdere på det ‘genopstandne’ Ekstra Bladet nu Danmarks Radio for at blande private holdninger ind i et interview med en af de kvinder, der medvirkede i dokumentaren om TV2. Den medarbejder, der rejser den kritik, hedder Rene Fredensborg, og han er dansk mester (måske kun overgået af sin chef) i at blande journalistik og kommentarer og i øvrigt få alting til at handle om Rene Fredensborg.
Indrømmet: Det er meget forvirrende, og pointen forekommer måske lidt tynd: Men somme tider kan man godt betvivle, om det er de rigtige mennesker, der sidder for bordenden i medierne og forklarer, hvordan alle andre bør opføre sig…

Illustration: Morten Ingemann.

%d bloggers like this: