Af Kenan Seeberg
LILLE LYS I MØRKET FOR REGNSKOVENS DYR, MENNESKER – OG VORES FÆLLES KLIMA.
Hatten af for Danmarks førende økologiske mejerier, der er i front for den gryende bevidsthed om, at den mælk vi drikker, og den ost vi elsker, er direkte forbundet med afbrændte regnskove, hvor der i stedet dyrkes soja, der sendes til Europa, hvor det bliver til foder for kvæg og grise.
Tilbage i Brasilien mister hundredetusinder af dyr og mennesker deres levesteder, arterne uddør og klimaet lider skade.
Nu dropper Thise, Naturmælk og Øllingegård import af soja allerede fra næste år.
“Vi kan ikke tåle at inddrage mere natur i vores landbrug, for det handler både om dyr, mennesker og klima, så vi vil ikke længere være med,” som Thises fremsynede direktør, Poul Pedersen, sagde til mig i går.
Vi siger tak på naturens vegne, og regner med, at Arla og den fodslæbende del af landbrug og erhvervsliv snart slår ørerne ud for alvor.