Af Lars Movin

CLAUS CARSTENSEN & INGER ENEMARK:
DA ALDOUS HUXLEY KOM TIL SØNDERBORG

Claus Carstensen er formentlig den flittigst bog-producerende danske billedkunstner nogensinde. Da han sidste år udgav en bibliografi over egne værker, “Wounded Readings”, løb antallet af registrerede titler op i 103. Og siden er publikationerne vedblevet med at komme i en hektisk strøm, som selv de mest rummelige reoler kan have svært ved at absorbere. Senest var det – hvis overblikket ikke svigter – digt/tekstsamlingen “Doing Time” (det var i september). Og nu, godt to måneder senere, foreligger så en større og lidt atypisk sag med den pirrende titel “Da Aldous Huxley kom til Sønderborg” (igen på det fine forlag Antipyrine, som i de senere år har stået for en stribe Carstensen-udgivelser).

Generelt følger jeg Claus Carstensens publikationer med interesse, men denne gang blev jeg ramt mere direkte end ellers – hvilket måske har at gøre med en kombination af bogens emne, dens form samt mit omtrentlige generationsfællesskab med forfatteren. Med “Da Aldous Huxley kom til Sønderborg” kortlægger Carstensen – og hans medforfatter, bibliotekaren Inger Enemark – kort sagt et erfaringslandskab, som jeg i vid udstrækning kan identificere mig med. Bogens præmis er enkel: De to forfattere stiller spørgsmålet “Fandtes der et hippiemiljø i Sønderborg i 1970’erne?” til en række generationsfæller, som har haft deres tidlige ungdom i det sønderjyske. Og ud af disse samtaler vokser et mangefacetteret billede af en tid, der satte dybe mærker på de personer, som blev formet af periodens mærkelige miks af hippievisioner, stofoplevelser, psykedeliske drømme og politisk radikalisme – i nogle tilfælde med fatale konsekvenser.

Som et omdrejningspunkt – en løbende reference – ligger historien om Hans Troj, en følsom og søgende ung mand, som på et tidspunkt opdagede, at hans ellers så tilknappede og tilsyneladende borgerlige far engang i begyndelsen af 60’erne havde mødt Aldous Huxley under dennes besøg i Danmark og sandsynligvis også havde prøvet LSD. En opdagelse, der fik sønnen til at kaste sig ud i eksperimenter med LSD og andre stoffer, hvilket udløste en psykose og førte til et liv med hyppige indlæggelser på psykiatriske institutioner. Så galt gik det ikke for alle. Men de fleste af bogens vidner fik ar på sjælen af den tidsånd, der prægede deres ungdom, uanset om deres veje så gik ud i de psykedeliske galakser eller førte dem i favnen på religiøse guruer eller politiske bevægelser.

Genkommende temaer i bogens mosaik af livsfortællinger er kollektiver, nye samlivsformer, eksperimenter med stoffer, farlige kultgrupperinger, politisk radikalisering og det nye Tvind-imperium, som i de år forførte mange unge mennesker ind i en utopi, som viste sig at rumme helt andre sinistre virkeligheder, end den idealistiske facade lod ane – heriblandt undertegnede, som efter en enkelt weekend i Ulfborg løb skrigende bort (blot for i den efterfølgende tid at blive opsøgt på min privatadresse i Odense af mere trofaste disciple, som forsøgte at lokke mig tilbage i folden).

I det hele taget er der rigtig meget i Claus Carstensen og Inger Enemarks interviews, jeg kan genkende fra mit eget liv. En tilsvarende bog kunne givetvis skrives om Odense: Fandtes der et hippiemiljø i Odense, og hvad fik det i givet fald af konsekvenser for os, der voksede op i dets kølvand? Skulle nogen finde på at stille det spørgsmål, tror jeg, at svaret for mit eget vedkommende måtte blive det samme som Claus Carstensens – nemlig at den tid, på godt og ondt, har formet mig til det menneske, jeg er i dag.

Om “Da Aldous Huxley kom til Sønderborg” vil gøre lige så stort indtryk på personer, der ikke deler den omtalte generationserfaring, skal jeg ikke kunne sige. Men for mit eget vedkommende ramte den plet og blev læst med udelt interesse fra start til slut.