SPLINTERNY DANSK GLAM-JULESANG

Af Jan Poulsen

I glamrockens storhedstid i første halvdel af 70’erne havde de fleste bands inden for genren en julesang på repertoiret: Slade ønskede dengang Merry Christmas Everybody, Wizzard sang I Wish It Could Be Christmas Everyday, og Mud var i det melankolske hjørne med Lonely This Christmas.
Tro mod traditionen har danske SilverGlam naturligvis også et bud på en julesang, og i dag (28/11) – første søndag i advent – lancerer bandet sangen No One Waits Till Christmas som et frisk bud på en helt ny traver til den kommende højtid.
Julesangen er bandets anden single, der lige som sidste måneds meget omtalte ”ukendte” Sweet-sang Moonlight In Baskerville er en forsmag på SilverGlams debutalbum The Glamrock Sessions Vol. 1, der udkommer efter nytår.
SilverGlam er et helt nyt glamband fra København, etableret af en flok erfarne herrer og en enkelt dame og med City X’ trommeslager Gert Oestrich som primus motor. Og som på bandets første single kan man også på julesangen høre Peter Peter på guitar.
Følg med på SilverGlams facebookside via linket her, og se videoen til bandets bjældeklingende og klokkebimlende højtidsbelagte, nye julesang nedenfor. Hohoho…

%d bloggers like this: