DEMOKRATIETS TOMME HJERTE

Af Carsten Jensen

Så oprandt dagen, hvor vores borgerforslag om en revidering af flygtningeloven med 50.000 underskrifter bag sig, var til første høring og debat i demokratiets tomme hjerte.

Hvorfor skriver jeg demokratiets tomme hjerte?

Se på billedet, som jeg tog i fredags fra Folketingets tilhørerpladser. Hvor mange optagne sæder ser du, når et af klodens store problemer, det astronomisk voksende antal flygtninge, skal debatteres?

Partiernes ordførere er tvangsindlagt til en første høring, når det gælder et borgerforslag. De afleverer deres nej til vores borgerforslag og haster så ud af salen. Det er jo weekend.

Fra De Frie Grønne, Alternativet, Enhedslisten og
Kristendemokraterne kom et ja. Og som dagens glædelige overraskelse også fra Det Radikale Venstre.

Socialistisk Folkeparti sagde skuffende nej. Skyggepartiet, der snart må få officiel status som socialdemokratiets dobbeltgænger-parti, går ind for de udrejsecentre, vi foreslår udfaset, og den midlertidige opholdstilladelse, vi foreslår afskaffet.

Marie Krarup kæmpede sig et øjeblik fri fra ruinerne af Dansk Folkeparti for grædefærdigt at fastslå, at, hvis borgerforslaget blev vedtaget, ville alt, hvad hendes parti havde bygget op, blive ødelagt, og jeg havde lyst til at rejse mig op og hylde hende: Netop, Marie, det har du forstået det helt rigtigt!

Rasmus Stoklund, Marie Krarups åndelige tvillingebror og socialdemokratiets udlændingepolitiske ordfører, forsvarede søsterpartiet. Det er ikke kun Dansk Folkepartis åndelige bygningsværk, der vil blive lagt i ruiner, hvis vores uhyggelige forslag om en bedre behandling af nødstedte flygtninge, blev vedtaget. Det er hele Danmark! Der er ikke noget, der truer vores sammenhængskraft som socialdemokratisk stammefællesskab så meget som en hjælpende hånd til en udlænding. Så nu ved I det, I 50.000, der behjertet satte jeres underskrift på borgerforslaget om en ny flygtningelovgivning. Ifølge regeringen er I alle sammen samfundsfjender.

Rasmus Stoklund mener desuden, at jeg i særdeleshed gennem mange år har arbejdet aktivt på “at underminere vores land”. Det er ikke hver dag, en beskeden forfatter bliver tillagt så stor en rolle på Folketingets talerstol, og Stoklunds anklage giver mig ny tillid til ordets og litteraturens magt. Desværre er det umuligt at bruge Stoklunds angreb på mig som reklame for litteraturens betydning, da hans dansk er så dårligt, at det ikke lader sig citere på nogen slagkraftig måde.

Men, kære politikere, vi er flere og flere, der er trætte af umenneskeligheden og virkelighedsfjernheden på den lukkede afdeling bag Christiansborgs alt for tykke mure, hvor et flertal af jer har lagt jeres samvittighed, indlevelse og al elementær menneskelig omsorg i spændetrøje.

Med vores borgerforslag om en ny flygtningelov håbede vi at give jer synet og hørelsen tilbage og befri jer fra spændetrøjen. I bruger så ofte udtrykket “ude i samfundet”. Men det er befolkningen, der er inde i samfundet, og jer, der er uden for, og der er flere, der er parate til at hjælpe mennesker på flugt, end I tror.

Politikere er også mennesker, ikke blot regnemaskiner, der kun tæller stemmer. Det er det, vi vil minde jer om. Flygtninge er ikke statistik. De er børn, forældre, bedsteforældre, elskende, fraskilte, enlige, tømrere, snedkere, elektrikere, kunstnere, ingeniører, tandlæger, studerende, lærere, bibliotekarer, husmødre, mennesker med en historie. De har mistet meget, men de har også kærlighed, gåpåmod og energi. Gør dem ikke til ofre. De er alle fulde af ressourcer. En afvisning, en hjemsendelse er et tab, også for os. Som land og som mennesker.

Så mange af os har i årenes løb mødt et menneske, der har måttet forlade sit land. Vi har set dem i øjnene, og vi har genkendt os selv. De er ikke kommet til vores land, fordi de selv har haft valgt det. Skæbnen, krigen, en ubarmhjertig forfølgelse valgte for dem og gjorde deres liv derhjemme umuligt. De gør deres bedste for at skabe sig et nyt liv her, og vi vil gøre vores bedste for at give dem plads til at ånde og leve.

Det er et løfte, vi aflægger til os selv, også når vi får et nej til vores forslag om en mere anstændig behandling af mennesker, der har mistet alt.

Vi vil ikke svigte mennesker på flugt. Vi ved, at hvis vi svigter dem, svigter vi også os selv.

Vi tror på demokratiet, og vi tror, at dets hjerte igen vil begynde at slå.