Af Lars Movin

En af de gode overraskelser, jeg fik med hjem fra årets BogForum, var en rigtig fin monografi om den danske fotograf Keld Helmer-Petersen (1920-2013), skrevet af fotohistoriker Inger Ellekilde Bonde og udgivet af forlaget U Press i serien “Babette – dansk i en global horisont”.

Keld Helmer-Petersen forbindes for det meste med en enkelt udgivelse, nemlig bogen “122 Farvefotografier” (1948), et pionerværk, som viste de æstetiske muligheder i farvebilleder på et tidspunkt, hvor fotografi nærmest per definition skulle være i sort/hvid for at blive taget seriøst som kunst. Og “122 Farvefotografier” – der sikrede Helmer-Petersen international anerkendelse – er da også et yderst vigtigt bidrag til fotografiets historie (og i dag et særdeles kostbart samlerobjekt).

I sin velskrevne monografi lykkes det imidlertid for Inger Ellekilde Bonde at give en indføring i hele Helmer-Petersens oeuvre, hvor “122 Farvefotografier” sådan set bare var en aperitif. To år efter udgivelsen – i 1950 – rejste Helmer-Petersen til USA, først New York og siden Chicago, hvor han tilbragte nogle afgørende vigtige måneder på Institute of Design, en skole, der var etableret af den ungarskfødte kunstner og fotograf László Moholy-Nagy som en amerikansk fortsættelse af det tyske Bauhaus, som var blevet lukket af nazisterne i 1933. Helmer-Petersen var både elev og underviser på Institute of Design, men først og fremmest brugte han tiden i Chicago på at eksperimentere med fotografiets æstetiske muligheder. Og da han siden vendte tilbage til Danmark, kom han med sit internationale udsyn til at fungere som en afgørende vigtig skikkelse i forhold til at skabe opmærksomhed om fotografiet som et KUNSTNERISK udtryk snarere end blot et dokumentationsredskab for professionelle håndværkere eller et legetøj for amatører.

Kort sagt blev Helmer-Petersen tidligt bevidst om, at fotografiet som æstetisk fænomen ikke bare skulle FORESTILLE noget, men VÆRE noget. Altså en bevidsthed om fotografiet som billede – og dermed også som billedkunst. Denne indsigt – sammen med et enestående talent, naturligvis – førte til, at Helmer-Petersen blev en del af et internationalt miljø af formalistisk orienterede og eksperimenterende fotografer, og op gennem 50’erne medvirkede han i en række udstillinger uden for Danmark, blandt andet på Museum of Modern Art i New York.

I 1960 samlede Helmer-Petersen et udvalg af sine sort/hvide fotografier fra Chicago-perioden i sin anden vigtige bogudgivelse, “Fragments of a City”. Og i 1964 blev han udnævnt som den første lektor i fotografi ved Kunstakademiets Arkitektskole i København, en stilling, han bestred, indtil han gik på pension i 1990.

Helmer-Petersen prøvede det meste: farve og sort/hvid; abstrakt og figurativt fotografi; billeder med et stærkt grafisk præg og eksperimenter med det kameraløse fotografi (altså aftryk af lys direkte på fotopapir); samt meget mere. Og et af de meget interessante aspekter ved den nye bog er analysen af, hvordan han i sit fotografi ikke bare arbejdede med visuelle strukturer og kompositionsprincipper men også med tid og rytme – ikke mindst med inspiration fra jazzens musikalske sprog.

Et gennemgående træk i mange af Helmer-Petersens værker er det blik, han havde for at fremhæve skønheden eller det æstetisk interessante i det upåagtede og det upåfaldende. Det kunne eksempelvis gælde for nogle af hans serier fra 60’erne, heriblandt “Set i Sand” og “Set i Vand” – og som en prøve på stilen i Inger Ellekilde Bondes bog vil jeg slutte denne lille omtale med et citat fra en passage, der omhandler netop disse serier:

“Helmer-Petersen gør brug af en række æstetiske greb i de stramme detaljestudier i serierne, som måske bedst kan beskrives med ordene destillering og potensering. Han renser alt overflødigt væk, tildeler alt i billedet samme værdi og tilskriver i samme bevægelse ny betydning til motivet. I min analyse af Helmer-Petersens fotografier af arkitektur og byrum påstår jeg jo, at det er det menneskelige bliks kondenserende evne til at finde rytme, bevægelse, mønstre og figurer i omgivelserne omkring os, der skaber billedet sammen med kameraets indrammende linse. Samme aflæsningsmekanisme er i spil i serierne her. Fotografierne etablerer en særlig måde at SE på, de bidrager til at øge opmærksomheden omkring de mest basale strukturer i vores omgivelser, og samtidig bærer fotografierne i sig selv en relation til det rumlige.”

Til allersidst bør det også nævnes, at bogen om Keld Helmer-Petersen i al sin umiddelbare enkelhed er meget lækkert produceret. Der er simpelthen tale om et smukt og indbydende stykke boghåndværk, og selv om det grove papir befinder sig langt fra den kvalitet, der typisk anvendes i fotobøger, er de mange illustrationer bemærkelsesværdigt pænt trykt.

Anbefales!