VI UNDRER OS!

Cykelforbundet skriver:

I denne uge blev der tegnet meget skarpe fronter op mellem bilister og cyklister. Det begyndte med en sætning i Jyllands-Posten: ”I dag er det helt almindeligt, at nogle cyklister kører i den forkerte side af vejen, kører over for rødt eller taler i mobiltelefon”.

Sætningen kom som reaktion på tre cykelulykker i Holstebro i forrige uge. Her blev tre cyklister kørt ned, selv om de ifølge politiet overholdt alle regler og var uden ansvar for ulykkerne.

Det var ikke hvem som helst, som tegnede fronterne skarpt op. Det var transportminister Benny Engelbrecht – og ovenikøbet med en udokumenteret melding. Vi bryder os ikke om, når nogen kører med fornemmelser baseret på hverdagens tilfældige oplevelser frem for dokumenteret viden. Vi bryder os heller ikke om, når nogen glemmer at sætte tilfældige oplevelser ind i større sammenhæng.

For det første: Mens det de sidste 10 år er blevet stadig mere sikkert at være bilist, ser det ganske anderledes ud for cyklister. Udviklingen er gået i stå, og det er i dag lige så farligt at cykle som for ti år siden. Man tror, at det er løgn, men det er det ikke.

For det andet: Vejdirektoratet har undersøgt cyklister adfærd. Konklusionen var, at det står meget bedre til end, hvad vi cyklister bliver skudt i skoene. Fx er det under fem procent, der overtræder færdselsloven i kryds.

For det tredje: I byerne er det især i kryds, at cyklistulykkerne sker. På landet kommer døden bagfra. Her består cyklisters trafikulykker især af at blive påkørt bagfra af biler.

For det fjerde: Trafikken er vokset eksplosivt, og der er mange flere biler på vejene i dag. Samtidig er mange cykelstier i byerne især i myldretiderne proppet til bristepunktet, og det skaber utrygge og farlige situationer.

I Cyklistforbundet siger vi NEJ til at bashe hverken den ene eller anden trafikantgruppe.
Vi siger JA til flere og bedre cykelstier med plads til også el(lad)cykler.

Vi siger JA til lavere hastigheder i byerne.
Vi siger JA til at forholde os til virkeligheden – og JA til, at alle trafikanter skal overholde færdselsloven.

Selvfølgelig skal cyklister ikke køre over for rødt. Selvfølgelig skal bilister overholde fartgrænserne. Selvfølgelig skal vi passe på hinanden i trafikken.

God weekend.

%d bloggers like this: