Af Arne Herløv Petersen

Uddrag af “Skueprocessen” (2009):

Det var ikke meningen, de udenlandske artikler skulle bringes i Danmark, hvor alt for mange kunne gennemskue de løse påstande. Da Reader’s Digest i oktober 1982 bragte en artikel om mig af John Barron, hvor man fik at vide, jeg havde organiseret fredsmarchen fra Oslo til Paris, blev den mod sædvane ikke trykt i den danske udgave af bladet – Det Bedste. Så det var nok en smutter, da dr. jur. Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening hoppede på historien alligevel og gravalvorligt skrev: ”Herløv Petersen sponsorerede også en såkaldt fredsmarch fra Oslo til Paris.”
Faktisk var jeg ikke engang med på denne fredsmarch, der var organiseret af en norsk kvindegruppe. Initiativtageren hed Eva Nordland. Men selvfølgelig støttede jeg fredsmarchen. Derimod var Sovjetunionens holdning til den ambivalent. ”De gamle mænd i Kreml” havde ikke tillid til græsrodsbevægelser, skrev Christian Mailand-Hansen i Information , især ikke når de forlangte nedrustning af begge parter i rustningskapløbet.
Jeg har kendskab til cirka tres bøger på engelsk, hvor min sag er omtalt. Det er som regel True Blues og annoncen om den atomvåbenfri zone, der må holde for. Undertiden kommer der et par ekstra krøller på historien, så det for eksempel hedder sig, at jeg i mere end ti år stod for anti-NATO disinformation, udarbejdelse af anti-amerikanske falsknerier og formidling af penge fra KGB til forskellige fredsaktiviteter.
Nogle af bøgerne er populære på grænsen til det infantile, nogle fører sig frem som akademiske publikationer fra respekterede forlag. Men fælles for dem er, at de helt og totalt ukritisk videregiver, hvad de har fået af oplysninger fra PET/MI6’ disinformationskampagne om mig. Det er det rene papegøjekor. Ikke én – ikke én eneste – har nogensinde sat sig ned og prøvet at undersøge sagen selv. Ikke én har nogensinde spurgt mig om noget som helst. Ikke én har prøvet at gå til kilderne og se efter der. Det giver et meget deprimerende indtryk af den akademiske standard i Europa og USA.
At gå ud fra, at PET’s anklageskrift og justitsministerens redegørelse er hele sandheden om min sag, svarer til, at en historiker skriver, at Moskvaprocesserne var et mønster på retfærdighed og demokratiske retstilstande, for det har både NKVD og den sovjetiske justitsminister selv sagt.
Der har heller aldrig været én eneste af de udenlandske skribenter, der har sagt, at det er urimeligt at påstå, at KGB infiltrerede og betalte fredsbevægelserne med den begrundelse, at KGB angivelig skulle have givet tilsagn om et mindre beløb til en annonce, som jeg på eget initiativ havde indrykket i to aviser. Er det ikke lidt underligt at kalde en enkelt mand på Langeland for en fredsbevægelse? Eller endda flere fredsbevægelser?

Senere skulle PET-kommissionen, som vi skal se i det følgende, komme frem til, at jeg også er et politisk parti og et agentnet. Her er der ikke meget andet at gøre end at gribe til Bibelen og læse de ord: ”Men han spurgte ham og sagde; hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.”