Af Lars Movin

SO REAL IT HURTS!
eller: LYDIA LUNCH I VANLØSE
(Stairway, Lindehøjen 12, tirs. d. 2. november kl. 19)

Vil man opleve No Wave-legenden Lydia Lunch på hendes igangværende turné, er der kun én mulighed i Danmark: spillestedet Stairway i Vanløse, tirsdag aften kl. 19. Men dér får man til gengæld også en fuld pakke: en halv times Spoken Word-performance ved Lunch selv, en ny portrætfilm skabt af instruktøren Beth B – “The War Is Never Over” – samt en Q&A-session ved undertegnede. Det skal nok blive en intens aften!

Siden Lydia Lunch i midten af 70’erne gjorde sin entré på Manhattans downtown-scene som frontfigur i No Wave-bandet med det uforglemmelige navn Teenage Jesus & The Jerks, har hun opretholdt en produktivitet og et energiniveau, der kan tage pusten fra de fleste. Hun har turneret verden rundt med sine konfrontatoriske Spoken Word-monologer, hun har indspillet (eller medvirket på) et hav af plader – en del af dem på hendes eget selskab: Widowspeak – hun har optrådt i snesevis af film, og som om det ikke var nok, har hun også fundet tid til at skrive et par håndfulde bøger.

I anledning af det forestående besøg har jeg været i reolen og fisket tre af bogudgivelserne ud:

Den nyeste af dem er “So Real It Hurts” (2019), en samling af tyve relativt korte tekster, hvor adrenalinniveauet som sædvanlig er i top. En af bogens i alt tyve korte tekster er et erindringsessay med titlen “No Wave”, hvor Lunch ser tilbage på sin egen baggrund:

“In 1976, I hit Manhattan as a teen terror, inspired by the manic ravings of Lester Bangs in CREEM magazine, the Velvet Underground’s sarcastic wit, the glamour of the New York Dolls first album, and the poetic scat of ‘Piss Factory’ by Patti Smith.”

Sådan går det over stok og sten i en hæsblæsende prosa, hvor den vrede, der som altid er drivkraften, i visse passager kan virke en kende rutinepræget, mens den i andre forekommer at være ganske velbegrundet. Som i den følgende passage, der handler om den måde, som Corporate America skam-forurener deres eget land på, ikke mindst i området omkring Rochester, Upstate New York, hvor Lunch kommer fra:

“I grew up piss poor, yet arrogant and proud, eating pigweed and burdock root in the backyard of Eastman Kodak, one of America’s most grievous polluters, just downwind from the poisonous stew of noxious chemicals brewing in the Love Canal – which, I can assure you, has more in common with the devil’s anus than it does with a sexy estuary for happy honeymooners hoping to get drunk and fuck.”

Og det var blandt andet ud af denne uhumske suppedas, at punkgenerationen blev født:

“Yes, we were angry, ugly, snotty, and loud. We used music and art as a battering ram and a form of psychic self-defense against our own naturally violent tendencies, an extreme reaction against everything the 1960s had promised but failed to deliver. A collective mania that shot through the night skies of a decade riddled with the aftermath of all the failures and frustrations that had come before it.”

Alt sammen noget, som det er godt at blive mindet om – igen …

De to andre bøger, jeg har valgt at vise herunder, er “Paradoxia” (1999), det tætteste, vi indtil videre er kommet på en selvbiografi fra Lydia Lunchs hånd. Og så den helt anderledes “The Gun Is Loaded” (2007), hvor Lunch udtrykker sig visuelt gennem en række mere eller mindre bearbejdede fotografier, til tider suppleret med korte, poetiske tekster.

Hvis du overvejer en tur til Vanløse i morgen aften (tirsdag), kan du orientere dig om billetter og andre praktikaliteter på dette link.