HÅNDEN PÅ KOGEPLADEN

Af Carsten Jensen

Jeg har været meget optaget af kogeplader de sidste par dage. Heldigvis er det ikke, fordi jeg har været i nærkontakt med en kogeplade, for så sad jeg nok ikke her ved skærmen og skrev løs, men havde hånden viklet ind i bandager og var stærkt omtåget af smertestillende midler.

Statsminister Mette Frederiksen har lige holdt en tale i Udenrigspolitisk Selskab, hvor hun bruger et spændende billede på fremtidens danske udenrigspolitik. Verden med alle dens konflikter er en kogeplade, siger hun.

Og hvad skal vi så bruge kogepladen til? Sætte en kedel vand over til te? Nej, siger Mette Frederiksen, som har et meget mere dristigt, ja ligefrem usædvanligt forslag. Vi skal ikke i gang med madlavning. Vi skal i stedet “have modet til at lægge hånden på kogepladen”.

Her gik jeg jo og troede, at nærkontakt med en kogeplade var resultatet af et uheld, eller, hvis det skulle ske frivilligt, af en alvorlig psykisk forstyrrelse, et ekstremt udslag af en livsfarlig trang til selvskade.

En kogeplade kan blive op til 1350 grader varm. Holder man hånden længe nok på en kogeplade, får man en tredjegradsforbrænding. Hud, nerver og blodårer bliver ødelagt, og man kan ende i choktilstand, i værste fald dø af den svære forbrænding, fordi der oftest støder svære infektioner til.

Det er altså Mette Frederiksens forslag til en fremtidig dansk udenrigspolitik: Vi skal påføre os selv en tredjegradsforbrænding. Modig kalder hun sin strategi. De fleste af os gennemsnitlig begavede danskere uden den store udenrigspolitiske ekspertise, vil nok bare kalde strategien dum eller måske ligefrem et foruroligende tegn på mental uligevægt i dansk politik.
Nu har vi jo haft hånden på kogepladen temmelig mange gange i de sidste tyve år. Først i Irak, hvor invasionen endte i blodig borgerkrig med sejr til kræfter, der sympatiserer med vores ærkefjende Iran. Så er der Afghanistan, som efter 20 års krig er tilbage i hænderne på Taliban. Og så er der Libyen, hvor vi førte an med vores bombefly, og resultatet blev et land uden regering eller ledelse, sønderrevet af stridende militser, hvor slavehandel og tortur er hverdag.

Sådan ser kogepladen ud, og hvis du spørger Mette, har det slet ikke været forgæves, for det hele handler jo ikke om hverken irakerne, afghanerne eller libyerne, men om vores forhold til USA. “Der skal ikke være et et A4-ark mellem Europa og USA”, siger statsministeren. Endnu en dristig metafor. På et papirark tager man noter. Men det har vi ifølge statsministeren ikke brug for. Ingen selvransagelse eller eftertanke her. Vi skal bare kaste os ud i den næste fiasko, når der meldes krig af den tummelumske supermagt, der snart hvert andet år går i brædderne efter et nyt nederlag.

Det er jo sagen: Det er aldrig danske hænder, der skal på kogepladen. Det er irakernes, afghanernes og libyernes hænder. Danske politikere går altid med asbesthandsker, når de nærmer sig en kogeplade. Det er det, Mette Frederiksen forstår ved mod: modet til at ofre andre, i værste fald også en håndfuld danske soldater.

Nu kan statsministeren ikke skjule sin iver efter den næste krig i amerikanernes selskab, denne gang mod Kina.

Er vi med Mette Frederiksen som statsminister i færd med at blive en nation af selvskadere?