Uddrag af “Aktindsigt”

Af Arne Herløv Petersen

Uddrag af “Aktindsigt” (2017):

Isbjørneprøven

Når jeg læser et faglitterært værk, anvender jeg gerne det, jeg kalder “isbjørneprøven”. Jeg prøver at finde frem til noget, jeg selv har kendskab til. Hvis det er omtalt korrekt, får jeg større tillid til værket. Hvis der står, at der går isbjørne rundt på gaderne i København, får jeg mindre tillid til bogen i al almindelighed.
Når det drejer mig om den kolde krig og Danmark, er isbjørneprøven ikke så vanskelig. Jeg ser efter, hvad der eventuelt står om mig. Hvis der står noget, der er helt hen i vejret, tror jeg heller ikke så meget på det, der i øvrig står i bogen.
Så lad os foretage isbjørneprøven på Bent Jensens koldkrigsværk, som Sven Ove Gade i Jyllands-Posten siger er “måske ikke hele sandheden, men næsten” og som Kastholm i Berlingske kaldte ”videnskabeligt dybt tilfredsstillende”.

I første bind af værket, s. 253 kalder Jensen mig uden forbehold “KGB-agenten” og side 539 er jeg et “veldokumenteret eksempel på en indflydelsesagent”.
Det er grove beskyldninger, så man skulle tro, Jensen ville fremføre en eller anden form for dokumentation for sine påstande, men det kniber det med.

Bind 1, s. 454 definerer Jensen en agent som ”en person, som samarbejdede hemmeligt, konspirativt og disciplineret ved at efterkomme ordrer fra sin føringsofficer”.
Gordijevskij, som Jensen ellers er så glad for, har en strammere definition:
“Der var tre betingelser, der skulle opfyldes, før en person kunne anerkendes som egentlig agent: At man var under KGB’s kontrol, at KGB-manden afslørede sit rette tilhørsforhold, og at møderne blev hemmeligholdt “. Ingen af disse betingelser er opfyldt i mit tilfælde.
Vi ser her bort fra, at “konspirativ” er en PET-undersættelse af det engelske “conspirative”, og at det på dansk hedder “konspiratorisk”.
Samtlige overvågningsrapporter viser, at jeg inviterede sovjetiske diplomater med til fester og at de parkerede åbenlyst foran mit hus. Jeg snakkede glad og gerne om dem i telefon med hvem som helst og fortalte, hvad vi havde talt om. Hvor er så det hemmelige og konspiratoriske?
Og kun den, der aldrig har mødt mig, kan mene, at jeg kan finde på disciplineret at efterkomme ordrer. Jeg er ikke den, der smækker hælene sammen og står ret. Anne-Mette Anker Hansen fra Bent Jensens forskningsinstitut har skrevet en hel pjece om mig (som Jensen stort set ikke har brugt) og hun prøver at finde ud af, hvordan det kan være, jeg var agent, hvis jeg i den grad gik min egne vegne, så hun ender med hovedrystende at konkludere: “Måske gjorde han bare, hvad der passede ham.”


Men hvad er så en indflydelsesagent? Jensen har ikke selv nogen definition, men han citerer to russiske afhoppere, der har hver sin forklaring.
Gordijevskij siger her, at en indflydelsesagent er “en person, der handlede efter instruks.. ved at ”skrive en artikel eller en bog, som var inspireret af KGB og/eller benyttede materialer, som var fremskaffet og stillet til rådighed af KGB ”.
Jensen har ingen bemærkninger til denne definition. Gordijevskij mener altså, at det kun kan være KGB, der opererer med indflydelsesagenter. CIA og MI6 kan pr. definition ikke have sådan nogle.
Og hvis Jensen har været inspireret af KGB’s aktiviteter til at skrive en bog om KGB, så er Jensen KGB-agent.
Hvis man også kan overføre definitionen på andre efterretningstjenester, er jeg CIA-agent, for jeg har tit benyttet materiale fra den amerikanske ambassades bibliotek. Materialet på dette bibliotek var “fremskaffet og stillet til rådighed” af USIS, der arbejdede tæt sammen med CIA.
Den anden afhopper, Mitrokhin, siger, at en indflydelsesagent er en, der “”bruger sin offentlige stilling og andre midler til at øve indflydelse på politik, offentlig mening og særlige begivenheders gang, politiske organisationers virke og statsapparaturet i mållandene ”.
Den definition rammer stort set alle, der udtaler sig om politik i et demokratisk samfund. Vi er alle indflydelsesagenter for hinanden.


Det ser nærmest ud til, at “agent” og “indflydelsesagent” bare er smædeord, Jensen kan bruge efter forgodtbefindende. Han understreger selv : “Der tages i det følgende ikke stilling til, om disse kontakter var lovlige, eller om der foregik noget strafbart under eller i forbindelse med disse møder”.

Bd. 1 s. 482 nævner Jensen, at PET-kommissionen skriver, at Gordijevskij kun er andenhåndskilde til oplysninger om andre sovjetdiplomaters kontakter og gerninger. Det afviser Jensen indigneret. Gordijevskij er skam førstehåndsvidne (kursiveret), for han har snakket med disse andre diplomater og færdedes i samme lokaler som dem.
Herefter må man kunne sige, at Bent Jensen, der har været politisk redaktør på Jyllands-Posten, er førstehåndsvidne til alt, hvad andre ansatte på avisen har foretaget sig, herunder Flemming Sørensens forhold til Stasi.
Det er i øvrigt lidt sært, at Jensen og andre i den grad lægger vægt på afhopperes troværdighed. Afhoppere har selvfølgelig deres grunde til at male det land, de er hoppet af fra, så sort som muligt. TV bragte engang et indslag om en amerikansk soldat, der var deserteret, da han gjorde tjeneste i Sydkorea. Han slog sig ned i Nordkorea, som han syntes var et paradis på jorden. Ingen ville vel finde på at bruge denne afhopper som troværdig førstehåndskilde til det amerikanske militærvæsen.
Jensen slår knuder på sig selv for at bedyre Gordijevskijs troværdighed. PET-kommissionen mente, at han for det meste var troværdig, fordi han var motiveret af oprigtig anti-kommunisme. Med samme begrundelse kunne man kalde Goebbels troværdig. Han var også anti-kommunist. Men PET-kommissionen har dog sine forbehold. Dem lader Jensen falde. Alt, hvad Gordijevskij siger, er i hans øjne sandt.
Jensen nævner ikke, at Gordijevskij selv i et vidneudsagn for Old Bailey har erklæret, at han glad og gerne lyver, hvis han mener, det kan tjene det britiske efterretningsvæsens interesser , ligesom Jensen ikke nævner Gordijevskijs anklager mod Labour-politikere og BBC’s samlede medarbejderstab for at være KGB-agenter.
Gordijevskij skrev i Sunday Times at jeg var af hunkøn og hed Anne. Hvis alt, hvad han siger, er sandt, må jeg vel tage kønsskiftet til efterretning .
Bent Jensen skriver også, at Gordijevskij viser sin troværdighed ved ikke at kræve penge for at blive interviewet. Bent Jensen spørger ikke, hvad Gordijevskij så lever af, så det skal jeg fortælle ham. Han modtager en fast pension fra det britiske efterretningsvæsen, der er rigelig og rundhåndet nok til, at han kan bo særdeles standsmæssigt. Han er en holden mand, og han er holdt af MI6.

“Post hoc ergo propter hoc” er ikke nogen gyldig sætning. Man kan ikke ud fra tidsfølge mellem begivenheder slutte sig til årsagssammenhæng.
Det stormer i Danmark. Mandela dør. Men ikke nødvendigvis på grund af stormen.
Det er børnelærdom for historikere.
Bent Jensen skriver i sit værk om får og ulve, at jeg havde et læserbrev i avisen og nogle uger efter sad jeg og drak sammen med en russer . Så må jeg have mødt russeren for at fejre, at han og jeg i fællesskab havde skrevet læserbrevet:
Trist nok, Bent, men en så elementær fejl gør dig uskikket til at være historiker.
Dumpet til forprøven.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.