Af Lars Movin

På min første rejse til New York i efteråret 1987 – sammen med min gode makker, Per Henriksen – måtte jeg naturligvis en tur forbi World Trade Center for at se den by, der fra første minut blev min nye kærlighed, fra udsigtsdækket oppe på toppen af det ene af de to Twin Towers (billedet herunder er fra den tur, men nede fra gadeplan).

Efter jomfrurejsen vendte jeg tilbage til New York så ofte, som tid og økonomi tillod det, og naturligvis måtte jeg også derover, så snart det igen lod sig gøre efter 9/11. Det blev så i marts 2002, et halvt år efter terrorangrebet mod WTC. På den tur fik min rejsemakker (denne gang Steen Møller Rasmussen) og jeg den indskydelse at tage en tur op i Empire State Building, en oplevelse, der er dokumenteret i nedenstående lille stykke, som senere gled ind i et efterskrift om 9/11 i min New York-bog “Downtown” (2010):

“I de dage, vi tilbringer i New York, kigger vi talrige gange op for at se de tvillingtårne, som ikke længere er der. Øjet støder sig på fraværet, og hver gang, det sker, synker realiteterne en lille smule dybere ind. Men Empire State Building står stadig, og mens vi hænger ved gelænderet på observationsdækket og skuer ned over det forandrede og underligt flade downtown, får vi den indskydelse at kaste et par mønter i mønttelefonen og ringe hjem til familien i Danmark for at forsikre dem om, at alt er vel. Ingen svarer dog i den anden ende, og min rejseledsager kommer i forvirringen til at sige på telefonsvareren, at vi ringer fra toppen af World Trade Center. Bagefter joker vi med, at skulle uheldet være ude, ville den telefonbesked gå over i historien. Men det ændrer ikke ved, at fortalelsen langt fra var tilfældig. Den rummer essensen af den angst – eller lad os nedtone det: den bevidsthedsændring – der kendetegner tiden efter 9/11. Vi rejser os og bestiger de højeste bygninger for at bevise for os selv og omverdenen, at de onde kræfter ikke vil få lov til at sejre. Men selv når vi går til yderligheder for at fastholde billedet af normalitet, forråder underbevidstheden os og minder os via freudianske fortalelser om verdens nye tilstand. Udsigten fra toppen af Empire State Building er strålende sådan en klar forårsdag, men ikke desto mindre forstyrres den af et nyt generende dobbeltblik på den virkelighed, som indtil for nylig forekom nærmest uforanderlig.”