DET STÆRKESTE BILLEDE

Af Asger Leth

Når jeg tænker tilbage på 9-11 er der et moment, et billede der står helt klart for mig. Et billede der er kradset ind i min bevisthed for evigt. Jeg kommer tilbage til det om lidt. Først skal rammen sættes op. Der er en sammenhæng. En tilstands kemi som billedet blev fremkaldt ud af.

Først. Et fly har ramt det nordlige tårn. Vi er på gaden. Folk stirrer derop. Der diskuteres livligt. Der er snak om at det nok var et lille privat fly der havde ramt. ‘A sportsplane’ var der en der sagde. Indgangshulvet var ikke så stort. Vi kunne ikke se udgangshulvet. Vidste ikke der var et. Enter and exit wounds.

Så kommer fly number to. ‘Thats no fucking sportsplane!’ sagde jeg til manden der stod ved siden af. I det ene sekund var vi New Yorkere der ivrigt diskutere en absurd og spektakulær ulykke. I det næste sekund var vi under angreb. Fra dette øjeblik vidste vi mindre om hvad der foregik end resten verden. Tænk. Vi stod der. Vi følte og vi så. Der var ingen journalister der holdt os orienteret gennem fjernsynets forklarende filter. Vi var på gaden. Under angreb af et ukendt antal af usete fjender.

Det er den stemning der skal sættes på plads. Den unikke og ganske forfærdelige følelse af at være under angreb.

Og så det store dilemma og øjnenes komplette tab af uskyld. Man vil væk. ‘Ten more planes are on the way’ var der en der skreg. Men samtidigt et behov for at forstå. Vi går uforståeligt mod tårnene. Er der nogle der skal hjælpes? Kan man gøre noget? Kan jeg forstå hvis jeg kommer tættere på? Få en logik ud af det.

Og så begyndte de at springe. Først een. Så een til. Vi går op på DeNiro’s kontor. Måske kan vi ringe ud derfra. Øjnene kan ikke slippe udsigten af tårnene lige foran os. Rygende. Brændende. Alle de mange mennesker fanget øverst oppe. De springer i stimer. Det er tydeligt. I stimer. Som om at den ene’s spring giver mod til den næste. Og den næste. Indtil det bliver for voldsomt selv for de desperate som holder sig tilbage fra det sidste spring for en lille tid. Og så starter det igen.

Jeg tager kikkerten foran mig. Jeg kan ikke forstå. Jeg må se det endnu tydligere. Jeg må se dem tæt på. Aflæse deres ansigter. Hvorfor? Hvordan kan man samle det mod? Ja, mod! En klar beslutning om selv at vælge hvordan det skal ende, når nu alt er tabt.

Jeg kan ikke klare hvad jeg ser, men jeg kan ikke kigge væk. Det er som at kigge væk er at give op på dem deroppe. Men også en skyld over at være vidne til dette mest private øjeblik, som det jo også er når et menneske beslutter sig for at gøre en ende på livet. Jeg kaster op og jeg græder samtidigt. Og jeg kigger igen. Der er to deroppe der kigger hinanden i øjnene og tager hinandens hænder og så springer de.

Det kan ikke glemmes. Det kan ikke omgøres.

Jeg er lammet. Fastfrosset. Og så forsvinder sydtårnet uforklarligt ud af kikkertens runde indramning. Vi bevæger os ikke. Det overgår forstanden. Fuldkommen og komplet paralyse. En mand råber ‘get out, get out get out, the north tower is gonna fall!’ Og så løber vi. Løber. Løber. Alt hvad vi kan. Sammen med tusinder af andre på vild flugt nordpå og væk. Nogle har blod ud af ørene og næsen og øjnene. Nogle skriger. Nogle er nærmest katatoniske. Der råbes advarsler. ‘they are gonna blow the gaslines!’, ‘they are attacking the UN building!’ etc. Der er vel det man kalder The fog of war. Og det var sådan det føltes. Som var vi midt i en krig.

Og det var dér. Midt i den enorme bølge af mennesker på flugt i samme retning. Tusinder der løber den samme vej. Det var dér hun var, der midt på gaden. Hende, der er på det billede der for evigt er ætset ind på min nethinde;

En kvinde på ca 30 år. Blond. Smuk. Hun bevæger sig den modsatte vej. Den forkerte vej. Mod tårnene. Hun er den eneste der bevæger sig den vej. Hun får plads til sin uforståelige modsatte rejse. Folkemængden åbner sig for hende midt i krigsangstens panik. Hun kigger op mens hun løber. Hun græder hjerteskærende. Hulker. Dette er billedet jeg ikke kan slippe. Hun bevæges af en stor kærlighed, det står klart. Man kan læse det ud af hende. At hun har sit hjerte inde i et af de tårne. Og at hun er parat til at løbe direkte ind i helvede for den kærlighed. Midt i alt det had og midt i dette uforklarlige helvede. Kærlighed. Hun rækker armene ud og

Tårnet falder. Støvskyen breder sig. Vi løber blandt mennesker der er dækket af støv.

Asger Leth. 11 September 2011.

(Jeg stod lige ved siden af fotografen der tog billedet i samme sekund det andet fly ramte syd tårnet.)