DEN TRAGISKE KRIG, DEN TRAGISKE FRED

Af Carsten Jensen

Det var i 2016, at jeg gik rundt i Kabuls gader og tænkte på Saigons fald og Vietnamkrigens afslutning.

Over alt i Kabul var der betonspærringer og kontrolposter, som tvang trafikken til at snegle sig af sted mellem nyopførte beskyttelsesmure, også de bygget af beton, angstens, usikkerhedens og det desperate selvforsvars symbol og materiale.

Luftrummet over byen blev ustandselig krydset af svirrende helikoptere. Ingen betydningsfuld udlænding eller højtstående afghansk officer, krigsherre eller politiker vovede længere at færdes i deres biler, pansrede eller ej. De måtte op over Kabuls tage for at undgå truslen fra veltilrettelagte angreb og detonerende bomber. Kabul var en belejret by, men den var belejret indefra.

Og det var, mens jeg så op i himlen, at optagelser af helikopterne, der lettede fra taget af den amerikanske ambassade de sidste dage i Saigon i april 1975 kom til mig.

Sådan gik fem år. Så i går indtrådte Saigon-øjeblikket. Nu letter helikopterne fra taget af den amerikanske ambassade i Kabul med nederlagets mænd og kvinder om bord.

Taliban havde tid nok. For dem var fem år ingenting. Som de slog fast fra starten af vores tyve år lange krig med dem: I har urene, vi har tiden.

I tyve år kæmpede de, først mod veludrustede, militært overlegne NATO-styrker, der på krigens højdepunkt beløb sig til 140.000 mand, så mod en i stigende grad demoraliseret afghansk regeringshær, som USA til ingen nytte ofrede 83 milliarder dollars på at træne og udruste.

Vi invaderede landet på grund af en mand, der ikke var afghaner, Osama bin Laden, som i al Quedas træningslejre havde planlagt angrebet på USA den 11. september. Det tog amerikanerne ti år at finde ham. I mellemtiden bildte vi afghanerne ind, at vi ville velsigne dem med demokrati, uddannelse, kvindefrigørelse, en uendelig skiftende liste, der altid krævede, at vi skød og bombede løs på dem.

Så på en uge vælter hele Afghanistan. Den ene strategisk vigtige storby efter den anden falder, provins efter provins, grænseovergang efter grænseovergang. Så søndag morgen står Taliban i Kabul.

Søndag morgen står Taliban uden for Kabul. Søndag eftermiddag flygter præsidenten gennem de sidste syv år, Ashraf Ghani. Han kom til magten i 2014 gennem valgsvindel, en veg, tøvende, handlingslammet præsident, ikke en gang en marionet, for trådene, der skulle dirigere hans bevægelser var for længst bristede. Under Asraf Ghani vendte den afghanske befolkning definitivt ryggen til demokratiet, da mindre end en femtedel af de stemmeberettigede ved det seneste præsidentvalg i 2019 overhovedet mødte op for at afgive deres stemme.

Over for Taliban spillede Ghani, der selv var ude af stand til at inspirere nogen form for loyalitet eller offervilje, uforsonlig. På den historisk afgørende dag, hvor han isoleret i sit præsidentpalads skal være sit lands sidste samlende symbol, flygter han æresløst. I stedet for et symbol på demokratiet blev Asraf Ghani et magtfuldt symbol på dets nederlag. Hvem vil kæmpe for et regime, hvis handlekraft og troværdighed er eroderet bort af en altomfattende korruption? Undgå blodudgydelse, giver Ghani som begrundelse for sin flugt. Det er vist hans eget blod, han tænker på.

Vil det nu gå som i Vietnam med omfattende flygtningestrømme, genopdragelseslejre og en fuldstændig omvæltning af alle sociale og politiske relationer?

Der er allerede 2.8 millioner afghanske flygtninge uden for landets grænser, og indenfor landets grænser er mindst 400.000 blevet intern fordrevne i de sidste par måneder. Vil de nye titusinder, ja, måske hundredtusinder, som nu er på flugt fra Talibans blitzkrig, slutte sig til de afghanere, der allerede befinder sig uden for landets grænser? Vil antallet af flygtende afghanere nå syriske proportioner?

For to år siden var der en uventet tre dage lang våbenhvile. Taliban kom ind til byerne uden våben. Der var omfavnelser og forsoning på åben gade, for skellet i Afghanistan går tværs gennem mange familier. Så startede borgerkrigen igen. Har våbenhvilen dengang, de tre dages generalprøve på forsoning, givet modellen for det, der skal ske i kommende uger og måneder?

Jeg har en lang samtale med en afghaner, der fra en af landets ørkenprovinser kom til Danmark på den store flygtningebølge tilbage i 2015. Han, der ikke ønsker sit navn frem, har tilbragt de sidste dage i intens telefonkontakt med familien hjemme i Afghanistan. Skønt der var kampe, var der ikke noget kaotisk over Talibans magtovertagelse, beretter han. Ansatte på kontorer, hospitaler og skoler fik besked på at møde på arbejde, som de plejede. Medlemmer af politikorpset blev dog bedt om at blive hjemme. Men alle, der ønskede det, blev udstyret med et dokument, der garanterede dem frit lejde, hvis de blev standset på gaden.

Taliban var den direkte årsag til, at min ven måtte flygte. Fire attentater var han udsat for i jobbet som kriminalinspektør, og han så den ene efter den anden af sine kollegaer blive myrdet.

“Hvad føler du nu?” spørger jeg ham. “Bitterhed, vrede, afmagt?”

“Jeg føler lettelse,” svarer han. “I de sidste fire-fem år har der ikke været en nat, hvor skudsalverne ikke rungede gennem byen. Nu er der omsider stille. Min familie fortæller mig, at de sover fredeligt om natten. Krigen er forbi. Det betyder alt.”

42 års krig gør noget ved mennesker. Den reducerer deres forventninger. Sikkerhed, fred, en vis forudsigelighed, der gør det muligt at leve sin hverdag, er til sidst det eneste, de ønsker sig.

Jeg husker en samtale med en bonde i Helmand, jeg havde tilbage i 2009. Han beklagede sig over det lokale politi, der ved vilkårlige checkpoints stoppede bønderne og afpressede dem penge. “Hvordan var det under Taliban?” spurgte jeg. “Dengang var det meget bedre,” svarede han. “De lod os være i fred.” Jeg har hørt mange lignende udsagn, endog fra embedsmænd i den afghanske regering.

Midt i nederlaget roser vi os selvgode af i det mindste at have givet afghanerne 20 år med frihed og uddannelse. Men det gælder kun en lille minoritet fordelt på en håndfuld storbyer, hvor der under vores beskyttelse voksede en ny middelklasse frem. For det store flertal på landet var livet i hænderne på ryggesløse krigsherrer, som vi hjalp tilbage til magten, præget af bundløs korruption, vilkårlig vold, chikane, fravær af enhver retssikkerhed og en lavintensiv borgerkrig, der aldrig hørte op. Det var ikke talibanernes religiøse fanatisme, der tiltrak landbefolkningen. Det var snarere deres sociale retfærdighedssans, der kunne gøre livet tåleligt for en udpint og plaget bondestand.

Det er for halvdelen af befolkningen, kvinderne, at Talibans magtovertagelse er den store tragedie. Men også her var det kun et lille mindretal, som nød godt af den frihed og uddannelse, der kostede så mange liv i en krig, der ikke ville standse.

Kun i Kabul, Herat og Mazar-i-Sharif har jeg set kvinder gå uden burka, men aldrig uden slør. Måske var det 20 procent af Afghanistans kvinder, der mærkede forandringens vinde, sandsynligvis langt færre. Resten var, også mens Vesten var til stede i Afghanistan, spærret inde i de samme konservative traditioner, der også længe, før taliban kom til magten, havde så stor en klangbund i befolkningen.

Ydmygelse er et ord, der i disse dage hele tiden dukker op i kommentarerne til nederlaget i Afghanistan. Ordene arrogance og uvidenhed dukker ikke så ofte op. Men det var det, vi var, gennem samtlige tyve år: Uvidende og arrogante i vores monumentale selvbedrag, at vi førte krig i godhedens tjeneste.

De, vi forrådte, hænger ikke som i Saigon 1975 under helikopterne, når de letter fra taget på den amerikanske ambassade. I stedet stormer de desperat passager- og militærflyene, der evakuerer nogle få udvalgte i Kabuls lufthavn.

Det er det billede, der vil blive hængende som symbolet på vores tabte krig mod en fjende, vi aldrig forstod: Et folk på flugt fra vores dødbringende illusioner.