Kabul 1967

Af Arne Herløv Petersen


Skildret i min erindringsroman Grænseløs, bind 4:

Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Kabul. Det første indtryk af byen var ikke positivt. Den virkede nedslidt og europæiseret på en trist måde. Der var mange grimme, grå cementbygninger, der stod og forfaldt. I modsætning til i Kandahar var mange mennesker europæisk klædt, men ligesom i Tyrkiet var der en vis tidsforskydning, mændene gik rundt i slidte jakkesæt, der kunne se ud til at være fra trediverne, med blanke albuer og hængerøv. De kvinder, der gik i europæiske kjoler, så ud som om de havde fundet tøjet på et restudsalg af konestørrelser i Daells varehus. Mange kvinder havde heldækkende dragter og slør med trådnet for øjnene ligesom i Kandahar, men de var ikke alle sammen sorte, en del var gulbrune eller blå, viol eller lavendel. Vi parkerede ved posthuset. Det var en stor rund sal med små glugger hele vejen rundt, hvor funktionærerne sad som i små bure. Bankerne var indrettet på samme måde. Jeg fandt frem til poste restante-gluggen og fik hele brevdyngen udleveret, så jeg selv kunne sortere. Der var ingenting til mig. Enten havde de glemt mig derhjemme, eller også var brevene gået tabt undervejs. Bagefter gik jeg sammen med Amdi og Grete rundt i bazargaderne, hvor vi så på krydderier. Da Grete ville lugte til en dynge stødt peber, greb sælgeren ned, tog en hel håndfuld og trykkede den op i ansigtet på hende, så hun nyste og spruttede. Amdi blev rasende, råbte op og truede med øretæver. Vi købte ind til middagen. Hver eneste sælger, vi var ude for, prøvede på at snyde os. Hvis man ville bad om et halvt kilo citroner, fik man omkring halvandet hundrede gram. Men der var ikke så meget, man kunne gøre, når man ikke kunne tale pushtu, og når sælgeren havde sine forfalskede lodder at holde sig til.
Senere gik jeg tur i byen. Jeg kiggede indenfor på Hotel Noord, der var det lokale tilholdssted for hippier, ligesom Gül Hane i Istanbul. Det var endnu mere deprimerende end Gül Hane. Hippierne sad på samme bænk inde på hotellet i dagevis. De gik kun ud for at købe yoghurt og sukkerkringler, ellers sad de bare med alle deres gevandter og kæder om halsen og stirrede sløvt frem for sig, røg hash eller læste Ringenes Herre og Steppenwolf. Mange af dem så syge ud, slatne som ålekvabber og mærkeligt gennemsigtige i huden. Hvis man sagde noget til dem, havde de tre-fire standardsvar. For eksempel: Du kører dit ræs, mand, jeg kører mit. Fedt nok, ikke? eller Fede vibs, mand. Pissefede vibs. Inde bag gevandterne var fraserne om peace and love lidt ormstukne. De kunne hovere i dagevis, hvis det var lykkedes dem at snyde sig til et par ekstra sukkerkringler, og de hundsede rundt med de ansatte på hotellet som de værste koloniherrer…
Walther og jeg sad og drak te og spiste rosinkager på et lille tehus. Vi fik hver en lille kande te på bordet. Manden sagde, han skulle have fem afghani for hver. – Panj? Geran ast, sagde jeg mildt bebrejdende. – Fem? Det er dyrt. Han så helt forfjamsket ud og gav hver af os fire afghani tilbage…
Ligesom i Kandahar var der mange små bazarer for forskellige slags varer. I tobaksbazaren havde de kun tørrede, men ellers ubehandlede tobaksblade, hele eller smuldrede. Der var et særligt torv for meloner og et for ris. På ristorvet sad jeg længe og snakkede med nogle mennesker, der gerne ville vide, hvor stort Kina var i forhold til Amerika. Da jeg sagde, der boede tre-fire gange så mange mennesker i Kina som i USA, blev de overraskede og imponerede.
Vi holdt foran en europæisk selvbetjeningsrestaurant, der hed Khyber. Alle europæerne summede om den som fluer. Der stod tæt med biler og busser, der næsten alle sammen var til salg. Inde på restauranten kunne man få rigtig europæisk mad, og det fik os alle sammen til at savle. De havde engelske bøffer med pommes frites. Det lød som et eventyr, et sagn fra gamle dage. En svensker sagde ganske vist, at han havde fået dysenteri i fjorten dage af at spise bøfferne, men de lugtede jo så godt, så vi stod og mimrede. Det tog heller ikke appetitten fra os, at mænd sad på pladsen uden for Khyber og pissede og sked, skærmet af de løsthængende pludderbukser. Jeg så en mand, der sad på hug med pludderbukserne om sig og ustandselig stak hænderne ned og gravede et eller andet ud, som han smed over i en busk. Jeg ville helst ikke tænke på, hvad det var.
Vi sad i bussen og diskuterede, om vi skulle koge ris med tomater. Rent fysisk kunne vi ikke lugte bøfferne ovre på Khyber, men mentalt kunne vi, så til sidst gik vi derover og spiste. Det var ikke pengene værd. Bøfferne var små og tørre. Man skulle sidde og gumle på hver enkelt bid i lang tid, før de seje fibre var løsnet så meget, at man kunne få en smule ned. Næste dag lavede jeg mad: Løse ris med safran og ristede mandler, rosiner og æblestykker. Det blev lidt for tørt, men smagte ellers helt godt. Dagen efter lavede jeg vandris med æbler. Vi spiste ikke mere aftensmad på Khyber, men vi kunne ikke holde os fra deres europæiske kaffe med ristet brød. Der var rigtig, ægte smør til. Det smeltede lidt, når man smurte det ud på det ristede brød. Det var, så man fik tårer i øjnene.
Vi mødte nogle studerende, der talte fransk, og de inviterede os ud til en studenterklub, hvor vi sad og snakkede. Der var også piger. De var europæisk klædt, nogle af dem brugte læbestift og mascara. En af dem var rødhåret. De virkede meget europæiske. De så os i øjnene, mens vi snakkede, selv om vi var af hankøn. De studerende sagde, at landet var tilbagestående og gennemkorrupt. Kongen og de store godsejere bestemte alting. Hvis Afghanistan skulle ud af middelalderen, måtte man gå i gang med omfattende reformer. De støttede et parti, der hed Parcham.