HOV, HVOR BLEV ODENSE AF?

Af Lars Movin

HOV, HVOR BLEV ODENSE AF?
eller: HANSEN’S VÆRTSHUS IN MEMORIAM

“I went back to Ohio / But my city was gone,” sang Chrissie Hynde på en af min ungdoms plader med The Pretenders. Og hun fortsatte: “South Howard had disappeared / All my favorite places / My city had been pulled down / Reduced to parking spaces”.

Det var nogenlunde den følelse, jeg havde, da jeg forgangne sommer lagde vejen forbi min fødeby Odense for at spadsere lidt rundt i de gader, som i tre årtier udgjorde min verden. Men – boy, o boy – hvor var det alt sammen henne? Man vender ryggen til et øjeblik – okay, et-par-og-tredive år – og så laver de det hele om! Albani Torv, hvor min mor i 1920’erne løb rundt og legede som en lille pige, er nu én stor byggeplads med nylagte skinner, der bare ligger og venter på, at den nye letbane kan komme tromlende. Det gamle Industripalæ, hvis stukpyntede facade var som snydt ud af næsen på en roman af Herman Bang, er blevet erstattet af en moderne klods af en Danske Bank-bygning, og dét lige op ad Eventyrhaven, hvor statuen af H.C. Andersen i dag må stå og undre sig noget, hvad pokker det er, de har gang i, de odenseanere. Og apropos den fynske eventyrdigter så er det gamle H.C. Andersen-kvarter med det nyrenoverede museum blevet shinet op til nærmet ukendelighed, inklusive et kasino, et nyt event-palads kaldet Odeon samt et par gader med huse så høje, at de nærmest er at ligne med en miniature af Manhattan (se foto ovenfor). Den store gennemfartsvej, der tidligere delte Odenses bymidte i to, Albanigade/Thomas B. Thriges Gade, er blevet spærret for trafik og erstattet af et vidtstrakt underjordisk parkeringsanlæg, ikke en tunnel, for man vil jo netop begrænse trafikken i bymidten, men dog en passage med ind- og udgange i begge ender, således at man – som følge af et mærkværdigt politisk kompromis (som jeg har forstået det) – kan “sive” igennem parkeringsanlægget i lav hastighed, hvilket betyder, at det i realiteten alligevel fungerer som en tunnel. Området omkring havnen, som i min tid var et område, hvor man ikke kom, med mindre man havde et specifikt ærinde, er nu plastret til med nye, moderne boligkarreer à la havnefronten i København. Universitetsområdet med det gamle Rustenborg, hvor jeg havde min daglige gang op gennem 80’erne, lå oprindelig som en ø i et ocean af grønt, men er nu blevet absorberet af byens vækst og fremstår nærmest som et sølle appendiks på det nye “superhospital”, der skyder op på nabogrunden. Og i omegnen vækster og vækster den lille by, så man må sig forbarme, med stadig nye industrikvarterer, der knopskyder med lynets hast langs indfaldsvejene og selvfølgelig især langs motorvej E20.

Var jeg sur? Var jeg skuffet? Næ, for sådan går det jo, når tiden får lov til at gå, og måske er alt det nye slet ikke så tosset. For fremtidens mennesker og alle dem, der ikke ved bedre, vil det drømmesyn, som mine øjne havde svært ved at absorbere, fremover være Odense. Det er alt sammen okay og i orden. Men ikke desto mindre gav det et lille stik i hjertet, da jeg på et tidspunkt under min svimle rundtfart passerede et af mine gamle tilholdssteder – spillestedet Hansen’s Værtshus – og tog det billede, som ses herunder. Fra slutningen af gymnasietiden og godt ti år frem fungerede Hansen’s Værtshus som mit andet hjem. Det var dér, hvor man aften efter aften indfandt sig med en ungdommelig sult efter venner, skønne kvinder og kosmiske branderter, der på mere eller mindre vakkelvorne gummiben blev båret hjem gennem den odenseanske nat. Åh, hvor jeg husker det – den forventningsfulde summen, der indfandt sig i krop og sind, når man trådte ind ad døren til det brune og dunkle lokale og blev indhyllet i røg, øldunst, højlydt snak, latter og selvfølgelig musik, musik og atter musik. Hvad var der så tilbage i sommeren 2021? Ingen verdens ting. Et nøgent hvidt lokale, skællet for al indmad, tømt for al magi. Nul atmosfære, simpelthen nul. Naturligvis var jeg klar over, at Hansen’s Værtshus lukkede for mange, mange år siden, men at se lokalet i den sørgeligt sterile forfatning satte alligevel tankerne i gang og klemtede en smule på de indre nostalgiske strenge. Noget var i dén grad forbi!