Ved floden Dniestr i den østlige del af Moldova er der en ret speciel grænseovergang. Der er kun grænsevagter og kontrol, når man kører den ene vej. Du får ingen stempler i passet, fordi et stempel fra et ikke-eksisterende land vil gøre dit pas ugyldigt. Du får et stykke papir med dit ankomsttidspunkt, som du skal aflevere, når du kører ud igen. Hvis du bliver for længe, vanker der bøder.

Området på den anden side af floden og grænsen kaldes enten Transnistrien (rumænsk for “på den anden side af Dniestr”) eller Pridnestrovie (Приднестровe – russisk for “før Dniestr”). Det er ikke et anerkendt land, og Transnistrien eksisterer udelukkende, fordi Rusland har indsat tropper, der forhindrer Moldova i at tage kontrol med området. De eneste diplomatiske repræsentationer i landet er fra andre russisk-støttede udbryder-republikker – billedet ovenfor er indgangen til Abkhaziens og Ossetiens ambassader i Transnistriens hovedstad Tiraspol.

Moldova nægter at anerkende Transnistrien, og derfor er der ingen grænsekontrol, når man kører ind i Moldova. At opsætte en grænsepost vil være en de facto anerkendelse af området som et selvstændigt land. Der er selvsagt temmelig meget smugleri ind i Moldova.

En anden interessant detalje ved Transnistrien er, at de nægter at betale for el, gas og vand. Det står Moldova for – til mange moldoveres store forbitrelse. Teknisk set kan Moldova lukke for el, gas og vand til Transnistrien, men Rusland har gjort det meget klart, at hvis ikke Moldova fortsætter med at forsyne Transnistrien, så bliver der lukket for gassen fra Rusland, som Moldova stadig er afhængig af.

Som min forretningspartner hernede udtrykte det over et glas vin en aften i Marlènes gårdhave: “They occupy the territory AND force us to pay for running it. Talk about adding insult to injury.”