Kandahar

Af Arne Herløv Petersen

Kandahar blev indtaget af Taliban i går. Her er mit indtryk af Kandahar i 1967, sådan som jeg har beskrevet det i min bog “Grænseløs”:

Jeg fortsatte alene rundt i byen. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motorkøretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer. På en bil var der malet et kort over Afghanistan på fordøren, og for at ingen skulle være i tvivl, stod der “Map” nedenunder. På mange butiksdøre stod der også “Door”, så man ikke tog fejl. Alle, man så, var traditionelt klædt. Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fuglebursdragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde kastemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæderne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel.
Man så en del mennesker med flad næse og skæve øjne; det var helt sært at tænke på, at jeg nu var i et naboland til Kina. Men de fleste havde indo-europæiske træk.
Jeg gik rundt i støvede gader, hvor folk og dromedarer stoppede op, når de så mig, og gloede. Jeg havde tænkt mig at kigge på profeten Muhammeds kappe. Den blev i sin tid bragt til Samarkand af Timur Lenk, i 1768 blev den ført til Kandahar, hvor den nu var anbragt i Profetens Kappes moské. Jeg fandt frem til moskeen, der var en af de smukkeste, jeg endnu havde set, med fantastiske kakler og glasur, men der var lukket, så jeg måtte nøjes med at tænke mig til kappen.
Butikkerne i Kandahar var åbne boder ud til vejen. Når man gik forbi, bød indehaverne tit på en cigaret eller en pris grøn snus. Deres lodder var besynderlige, altid uden vægtangivelse, tit en slags flade tandhjul af messing. Hvis man købte et kilo nødder eller druer, lagde de varen på den ene skål og deres lodder på den anden. Hvis vægten ikke passede helt, tilføjede de sten, nøgler eller en håndfuld mønter, til de to skåle balancerede. Gjorde de det, var alt i orden. Hvor meget druerne faktisk vejede, betød ikke så meget.
I grøntsagsboderne havde de nogle små grøn- og hvidstribede frugter, der ikke kunne spises. De var udelukkende beregnet på, at man lugtede til dem. De var bedst, når de var lidt halvrådne.
En hjælpeorganisation havde engang sagt, at den mest effektive hjælp til u-landene var at give dem kondomer. Det kunne nok lyde rimeligt, når man så på fødselstallene. Men man burde nok også have fortalt folk, hvad kondomerne skulle bruges til. Det havde de tilsyneladende ikke nogen anelse om i Afghanistan. I den ene bod efter den anden havde de boret hul i alle kondomerne og hængt dem op i række på en snor. Ude på gaden så man tit piger på ti-tolv år sidde med yndefuldt ansigtsudtryk og puste kondomer op. Måske brugte de dem også til at bære vand i.
Der var en mængde barberer. Som regel sad de på hug ude på vejen foran deres kunde. De klippede tit folk helt skaldede eller med tonsur, så man ganske smart kunne lægge en lille hue med pailletter på skaldepletten og så vikle sin turban rundt om hele hovedet.
Betjentene havde et stort bæltespænde, hvor der stod Polis. De gik rundt i militære uniformer og var meget nidkære. I Herat blev en af dem drønsur, da jeg ikke rettede mig efter hans viftende armbevægelser i et vejkryds – der var ikke en bil i miles omkreds. Vi stoppede bussen et sted i Kandahar, hvor parkering var forbudt. En betjent kom farende, og vi sagde Panj minut – Fem minutter, men det hjalp ikke. Han hev en lang dolk frem og truede med at snitte dækkene op, så det var bare med at komme væk igen i en fart.
Folk sad tit uden for boderne og røg hash af vandpiber. Erzizullah havde sagt, at hvis man drak vin i bazaren, blev man arresteret, men der skete ikke noget, hvis man røg hash, selv om det også officielt var forbudt.
Der var ikke én stor bazar i Kandahar, men en mængde små bazarer for de forskellige slags varer. Nogle af dem var gemt godt af vejen. Jeg gik nærmest tilfældigt ind gennem en port og havnede i en stor gård, hvor byens ris- og kornbazar holdt til. Der lå kæmpestore rissække alle vegne. Man kunne få en mængde forskellige slags ris, helt runde og perlehvide, aflange mørkegule og mange andre. Et andet sted havde de krydderier: carry, paprika, hel muskatnød, oregano, hel ingefær og en mængde, jeg slet ikke kendte. En mand i en bod gav mig nogle barkstumper og sagde, jeg skulle prøve at tygge på dem. Det gjorde jeg, de smagte lidt anisagtigt. Så gav han mig en lille blok, der så ud som bjergkrystal, og sagde, jeg skulle prøve at sutte på den. Den havde sådan en fin, syrlig smag, sagde han. Jeg stak den i munden og suttede. Det skulle jeg ikke have gjort. Det var alun, den slags man bruger, hvis man skærer sig, når man barberer sig. Hele min mund rimpede sig sammen, så den lignede røvhullet på en høne. Jeg stod der med rimpemund og så på manden, der lo hjerteligt. En masse mænd fra de andre boder var kommet over, uden at jeg havde lagt mærke til det, mens jeg stod og suttede på stiften. De lo og lo. Aldrig havde de set noget så morsomt som denne turist, de lige så effektivt havde fået lukket munden på.