Af Rune Lund
Et helt igennem asocialt, usympatisk og ungdomsfjendsk forslag fra Venstre, som ønsker at sende regningen for den grønne omstilling til nyuddannede unge frem for de mest velbjærgede i samfundet 😠. Konkret ønsker Venstre at skære mere end 4.000 kr. om måneden for nyuddannede. Samtidig vil forslaget yderligere undergrave et dagpengesystem, som i forvejen balancerer på grænsen til muligt kollaps efter mange års forringelser og udhuling. Hvornår fatter de borgerlige, herunder tilsyneladende også Socialdemokratiet i denne debat, at den grønne omstilling skal være socialt ansvarlig. Både fordi det er retfærdigt. Men også fordi det er forudsætningen for at få befolkningens opbakning til den grønne omstilling.
Forslaget er desuden ”ufatteligt ringe”, som jeg er citeret for i dagens Berlingske, at mange andre årsager.
Dimittendsatsen til nyuddannede er den vigtigste kilde til rekruttering af nye medlemmer til landets A-kasser. En forringelse vil uden tvivl være til skade ift. at få unge til at melde sig ind i A-kassen. Da arbejdsløshedsdagpengene er en krumtap i den danske model på arbejdsmarkedet, er det en yderligere undergravning af dagpengene, der i forvejen er så udhulede, at det allerede nu truer hele den danske model.
Jakob Elleman-Jensen siger, at der kun er tre måder, hvorpå man kan finansiere den grønne omstilling: enten med skattestigninger, velfærdsforringelser eller ”reformer” (altså også velfærdsforringelser). Han har ikke helt ret, man kan også optage lån med negativ rente for at investere i fornuftige projekter i den grønne omstilling. Det gør andre lande, fx Holland. Og det bør Danmark også gøre. Men hvis vi lige ser bort fra det, så er det her forslag klar klassekamp fra oven, hvor regningen ikke sendes til dem, der har mest, men sendes til nyuddannede unge. Her skal man så også gøre sig selv klart, at Jakob Ellemann-Jensen også kalder maskerede selskabsskattenedsættelser for ”grønt” i og med at han siger, at pengene kan gå til at øge det såkaldte forsknings- og udviklingsfradrag. Der er dermed tale om ren omfordeling fra bunden til toppen.
Jeg kan så konstatere, at Andreas Steenberg fra De Radikale har en anden holdning end mig. Han synes, at ”Det er fedt og meget spændende, at Venstre melder sig i reformdebatten”. Det er overhovedet ikke spor fedt! Og er der noget, der ikke er fedt, så er det at være nyuddannet og ikke kunne finde et job. Det er ganske enkelt et ikke-eksisterende problem, at færdiguddannede ikke skulle være interesserede i at komme i gang på arbejdsmarkedet. Både fordi det allerede kan betale sig big time, men også fordi det handler om at komme i gang med karrieren i en fart. Det ved alle! Men jeg kan forstå, at S tilsyneladende også melder sig ind i blå blok her. Finansordføreren for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, kan ikke engang finde ud af hælde dette elendige forslag ned ad brættet. Han siger i Berlingske, at S ikke afviser noget, og at S ”tager gerne en drøftelse med Venstre om det her med et åbent sind”.
Så er der ikke mindst de skadelige samfundsøkonomiske sider af forslaget. Vi har som samfund en interesse i, at folk rent faktisk kommer ud og arbejder med den uddannelse, som vi som samfund har investeret en masse tid og ressourcer i, at folk tager. Derfor giver det god mening, at folk kommer ind på en rigtig hylde efter endt uddannelse. Ikke kun for den enkelte, men også for hele samfundet. Det har ikke en dyt at gøre med at være kræsen eller snobbet. Det handler om sund fornuft. Desuden er det langt fra tilfældet, at arbejdsgivere bare er vilde med at få folk inden for for en kort stund, hvis de alligevel er på vej ud igen. Det er logik. Og i øvrigt også min helt egen personlige erfaring fra tidligere, hvor jeg i forlængelse af mit exit fra Folketinget efter valget i november 2007 ringede rundt til både pedeller og daginstitutioner for at spørge ind til, om de kunne bruge mig. De var meget søde og venlige. Men også meget klare ift. at de ikke mente, at jeg var noget for dem, fordi jeg var på vej videre til noget andet. De gad simpelthen ikke lære mig op og lære mig at kende, hvis (når!) jeg alligevel var videre efter få uger. Hvilket jeg egentlig synes, er helt fair.
Sidst, men ikke mindst: Det er noget vrøvl, når Jakob Ellemann-Jensen siger, at når man kan klare sig med SU inkl. SU-lån før færdiggjort uddannelse, så kan man også bagefter. For de to situationer kan ikke sammenlignes. Når man går fra at være studerende til dimittend, så kan man for eksempel miste adgangen til en billig bolig, studiejob, billige forsikringer og meget andet. Enten er Jakob Ellemann-Jensen her uvidende, hvilket næppe er tilfældet, eller bevidst manipulerende.
Vi har et dagpengesystem, der er nødlidende, men fungerer. Vi skal ikke undergrave det yderligere. Vi skal styrke det. Der er lagt i kakkelovnen til et opgør om dagpengene i den kommende tid.