Århundredets journalistiske dobbelt-scoop

Af Flemming Chr. Nielsen

Berlingske bringer i dag århundredets journalistiske dobbelt-scoop. I to stort opsatte og overdådigt illustrerede artikler kan avisen afsløre, at Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet ikke er medunderskrivere på det åbne brev om dansk flygtningepolitik, som 1.073 kirkefolk har sendt til regeringen og Folketinget.

Dobbelt-scoopet har siden i morges været hovednyheden på alverdens nyhedsmedier fra Al Jazeerah over BBC til CNN, og der tales om, at Berlingskes chefredaktion vil blive tildelt Pulitzer-prisen og i aften skal interviewes på fire landsdækkende amerikanske tv-kanaler. Det forlyder desuden, at Berlingske i morgen efter omfattende journalistisk gravearbejde kan dokumentere, at heller ikke Pia Kjærsgaard, Pernille Vermund, Inger Støjberg, Marcus Knuth m. fl. har skrevet under på de 1.073 kirkefolks åbne brev.


https://www.berlingske.dk/politik/s-profil-tordner-mod-kritik-fra-1000-kirkefolk-det-er-respektloest-over

https://www.berlingske.dk/politik/messerschmidt-afviser-kirkefolks-kritik-det-svarer-til-at-jeg-finder-1000

Som det fremgår af lagerhallen, var samtlige dagens eksemplarer af Berlingske fra morgenstunden revet væk.

Efterskrift:

Det er ikke til at vide, om Berlingske her i aften kl. 20.05 har fortrudt dagens to store artikler, hvori Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet udtrykker deres uvilje mod de 1.073 kirkefolk, der har sendt et åbent blev om dansk flygtningepolitik til regeringen og Folketinget.

I hvert fald iler Berlingske nu i aften med at klinke den journalistiske fadæse og har talt med en biskop, der gerne ville have skrevet under, hvis bare han havde vidst det.

https://www.berlingske.dk/politik/biskop-tilslutter-sig-1073-kirkefolks-kritik-af-udlaendingepolitikken-det

Så står der kun 2-1 til Berlingskes politiske venner. Det ser journalistisk mere objektivt ud end 2-0 til avisens politiske hjemmehold.