TIL LYKKE TIL DEEWA

Af Carsten Jensen

Deewa er flygtning fra Afghanistan, arbejder som kassedame i Superbrugsen og bestod i går sin HF-eksamen med et gennemsnit, hun er for blufærdig til at røbe til andre end de nærmeste, men jeg kan da afsløre, at det efter alle matematikkens og karaktergivningens almindeligt gældende regler stort set ikke kan være højere.

Deewa kom hertil alene sammen med to små søstre i 2015. Undervejs på flugten var de tre søstre blevet væk fra deres forældre og brødre, og de har ikke set dem siden. Deewa måtte være mor og far for sig selv og de to småpiger. De blev skilt ad, men ses så ofte de kan. Så det er Deewas liv: Superbrugsen, uddannelse og to piger, hun føler det største ansvar for.

Sagsbehandleren slog en hånlatter op, da Deewa fortalte, at det var hendes plan at komme på universitet. Hun skulle have sig et job, der ikke krævede uddannelse, blev hun belært. Som asylmodtager giver det point i statens store karakterbog at arbejde, ikke at uddanne sig.

For asylmodtagere i dag lever jo under forbandelsen fra paragraf 7, stk. 1 og 2, loven om midlertidig opholdstilladelse, der tvinger dem til et liv i den dybeste usikkerhed. Vi ser det i disse dage ske for syriske flygtninge, hvor udlændingestyrelsen påberåber sig en til lejligheden opfundet viden om fred og tryghed i et krigshærget land regeret af en blodig despot.

I årevis er flygtninge blevet sendt tilbage til Afghanistan til trods for indtrængende bønner fra afghanske myndigheder om ikke at returnere dem. I disse dage er Taliban i offensiven over alt i landet, by efter by, distrikt efter distrikt, falder i hænderne på oprørsbevægelsen, og også den sidste danske soldat er på vej hjem efter nederlaget.

Men udlændingestyrelsen kan altid finde en utilgængelig bjergtop eller en øde ørkenstrækning, hvor der ikke for nylig faldt en bombe, så der kan du jo opbygge et nyt liv som gedehyrde, lyder budskabet under den ubarmhjertige paragraf 7, stk. 1 og 2.

Det er den paragraf, der kaster den sorteste skygge over enhver asylmodtagers liv i Danmark. Det banker på døren en tidlig morgen, og så er dit liv slut, dit håb og dine drømme knust. Der er kun en stor, fortvivlet afsked tilbage.

Og alligevel er der tusinder af unge asylmodtagere, der i disse tager deres eksaminer og ser frem til et liv i Danmark. De finder motivationen i sig selv, i deres egen ukuelighed, i et håb, der modstår alle slag, i en trodsig vilje, der ikke lader sig knække.

Jeg har kendt Deewa i mange år, og jeg har set det tæt på, det mirakel, et ungt menneske kan være, når det vil livet så inderligt stærkt, at det nægter nogen sinde at give op.

Til lykke, Deewa!