Af Henrik Saxgren

Jeg elsker virkelig fodbold og har fulgt det hele mit liv.
Jeg så Henry Froms redning af straffesparket ved OL i Rom i 1960 på et lille sort/hvidt TV hos vores underbo på P. Knudsensvej 36 i Randers.
Min bror og jeg var inviteret ned for at se semifinalen mod Ungarn.
Vi havde ikke selv fjernsyn. (Mindre end 400.000 familier i Danmark havde TV dengang).
Ved VM i 1966 så jeg Nordkorea bringe sig foran med 3-0 mod Portugal i kvartfinalen.
Tre mål på 24 minutter og ingen kendte holdet, der havde ligget i træningslejr i to år inden de ankom til England.
Vi sad 50-60 mennesker i en ombygget lade ved Fjellerup Strand på Norddjursland og så et kornet sort/hvid billede på et ganske lille fjernsyn og jublede, da Eusébio tog sagen i egen hånd og scorede fire mål til slutresultatet 5-3 til Portugal.
Og jeg har set alle EM- og VM-turneringer siden.
Glæden over Henry Froms redning og begejstringens over Eusébios tryllerier var ikke mindre end den glæde og begejstring vi oplever i dag.
Den store forskel er kommercialiseringen.
At store halvkriminelle foretagner kan købe sig til vores opmærksomhed …
Og så har jeg svært ved at forlige mig med vulgariteten i reklameblokkene og det totale fravær af æstetisk finesse i de evindelige jingler.
Men jeg elsker fodbold og hvor ellers vil man kunne opleve et tilsvarende drama, som det vi oplevede 70 minutter inde i kampen mod Rusland, hvor straffesparket til Rusland, Lukakos scoring mod Finland og VAR’s underkendelse af samme udspillede sig på mindre end 60 sekunder …?Jeg bringer et billede af George Best fra en tid, hvor hverken spillertrøjer eller tilskuerpladser var reklamesøjler for tvivlsomme foretagner.

Jeg bringer et billede af George Best fra en tid, hvor hverken spillertrøjer eller tilskuerpladser var reklamesøjler for tvivlsomme foretagner.