I LOVE MAGAZINES

Af Lars Movin

I min søgen efter danske undergrundsmagasiner fra 1960’erne og 70’erne bliver der ved med at dukke nye titler op, hvis eksistens jeg ikke kendte til. Det er som sære dampe, der stiger op fra historiens muld og afgiver berusende dufte af en tid, som engang var.

Senest er det tre numre af magasinet Karuna, der har manifesteret sig ud af det blå. Det drejer sig – så vidt jeg kan se – om numrene 2, 3 og 4. Nu koger blodet naturligvis af begær efter nummer 1, og måske vil også dét en dag vise sig i et flimrende febersyn.

Karuna er pænere produceret end hovedparten af periodens undergrundsmagasiner, der ofte var duplikerede eller trykt på billigt papir. Her er der tale om gedigent tryk på glittet papir, men til gengæld er oplysningerne om udgivere og kontekst relativt sparsomme. Af indholdet kan jeg slutte mig frem til, at udgivelsestidspunktet må være 1968 (måske ind i ’69), altså en lille smule på forkant af eksplosionen af undergrundsblade. Og hvad angår udgivelsesstedet, er den adresse, der opgives: Opnæsgård 23 i Hørsholm. De eneste navngivne personer er de to redaktører: Johs. Olsen (ansvarshavende) og Yael Solomon. Hvem er de?

Det meste af stoffet er ikke-signeret, men emnerne er tidstypiske: nyreligiøsitet over mod det buddhistiske, hippiesnak, røg, syre, Zen microbiotics, en ikke-pyramideformet yin/yang-madpyramide, lidt henkastede bemærkninger om Vietnamkrigen, jungletromme-nyt og løst og fast om andre undergrundsmiljøer samt lidt spredt kulturstof, for eksempel om filmhistorikeren P. Adams Sitneys besøg på Det Danske Filmmuseum, hvor han talte om Stan Brakhage og Harry Smith. Ordet “revolution” forekommer, men det gør ordet “kundalinirejsning” også. Sproget er fortrinsvis dansk og engelsk, dog med lille smule fransk kastet ind i mikset. En vis forkærlighed for collager gør de tre Karuna-blade mere visuelt stimulerende end så mange andre. Men generelt breder der sig en vis mystik ud over siderne. Hvem er det eksempelvis, der skriver om at tænke på “Phil Whalen on the Beach”? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at vide mere om Karuna. Ligger du inde med oplysninger, hører jeg gerne fra dig.

Tak til Storrs Antikvariat!

%d bloggers like this: