Af Carsten Jensen

Så kom den endelig, dagen, hvor vi kunne lade maskerne falde. Dag 1 uden mundbind oprandt i går, hvis vi ser bort fra de uheldige, der kun fik ståpladser på toge og busser. De må beholde mundbindet på. Men resten af os kan igen vise vores sande ansigter.

Det gælder også politikerne i Folketinget. Det er allerede nogen tid siden, at den berømmede ytringsfrihed viste sit sande ansigt, da det blev afsløret, at Naser Khader truede alle dem, han var uenige med, på deres levebrød. Nu er turen så kommet til universiteternes forskningsfrihed, som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt gik til angreb på for et par uger siden.

De to har meget til fælles. De tilhører begge undergangsviede partier, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og de har begge, mens de venter på det næste folketingsvalg, hvor det yderste af deres fingernegle slipper taget i tagrenden, desperat brug for opmærksomhed.

Der er, siger de to aktivister, alt for meget aktivisme på universiteterne, og da ikke al forskning understøtter dem i deres skæve verdensbillede, må forskerne på Naser Khader´sk vis trues på deres levebrød.

En af de forskere, dødsdommen faldt over, var religionshistorikeren Jakob Skovgaard-Petersen, der ifølge Henrik Dahl har sovet i 50 år, hvilket nok gør Skovgaard-Petersen til en af Danmarks-historiens mest talentfulde søvngængere.

Han blev født i 1963 og faldt altså i søvn som syvårig. Det er ikke bare lykkes ham at komme sovende igennem folkeskolen og gymnasiet og tage en universitetseksamen i søvne, han har også vundet guldmedalje på Københavns Universitet, været leder af et dansk-egyptisk dialoginstitut i Cairo, og sidste år udgav han endog en stort værk med titlen “Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Det er da meget godt gået af en mand i søvne.

Men lad os nu tage anklagen alvorligt. Måske er Jakob Skovgaard virkelig en fordomsfuld, enøjet, aktivistisk, gennemført upålidelig og utroværdig forsker, og hans professor-stilling på Københavns Universitet et gigantisk spild af skatteborgernes penge.

Skovgaard-Petersens bog blev bredt anmeldt, da den udkom sidste år. Så der må masken da være faldet, og illusionsmageren, der har sovet sig til sit værk, blevet afsløret.

Så hvad skrev aviserne? Kristeligt Dagblad for eksempel? “Denne bog er en gave til dagens debat om religion,” lød budskabet fra prædikestolen. Hvad sker der for islams kristne arvefjender?

Hvad så med Jyllands-Posten? Der er de sgu da vågne, når det gælder faren fra islam, og avisen havde da også sat deres mest aktivistiske, harmfuldt indignerede, kronisk indædte islamhader, Niels Lillelund, til at anmelde bogen. Fire stjerner ud af seks! Jamen, er der da slet ingen, der er vågne i dette land!

Så Weekendavisen da, der er proppet til randen med journalister, hvis kroniske mindreværdskomplekser får dem til at hade al forskning: “Fremragende formidling,” lød overskriften. Det lyder jo nærmest selvmorderisk i munden på dansk presses konservative slagskib.

Men så endelig, endelig! Dagbladet Information sætter Flemming Rose til at anmelde bogen om Muhammed. Her er da en mand, der om nogen på sin egen krop har forstået, hvad islam går ud på, i modsætning til dansk forsknings vildførte søvngænger. “Et vigtigt bidrag… kan varmt anbefales,” skriver Flemming Rose gudhjælpemig.

Jamen, hvor er vi så henne? Åbenbart et sted, hvor skarpsindige Henrik Dahl står helt alene i verden.

Avis efter avis griller i mellemtiden Jakob Skovgaard-Petersen. Kompromisløse journalister leder efter bare en lille bitte sprække, der kan bevise, at der er noget helt galt med manden, sådan som Danmarks bedst begavede politiker Henrik Dahl hævder. De finder bare ingen sprække.

Men ingen avis tager Henrik Dahl i enrum for med tændt mikrofon at krydsforhøre ham, om hvad det er, han har set gennem de sidste 50 år, som i hans egne vidt åbne øjne gør ham til landets førende ekspert i islam og Mellemøstens historie.
Hvorfor skal Henrik Dahl ikke op til eksamen? Hvorfor skal hans integritet og viden ikke testes?

Nej, det skal den ikke, for så ville masken falde, og Henrik Dahl ville også her stå afsløret som det, han allerede var, da han forsøgte sig først som sociolog, så som skønlitterær forfatter og nu som politiker for et parti uden appel, en dilettant, hvis liv er en lang, kedsommelig flugt fremad fra fiasko til fiasko.

Henrik Dahls plads i historien er den evige ståplads, hvor det af indlysende grunde er vigtigt at beholde masken på.