Af Flemming Chr. Nielsen

Hver gang jeg hører ordet GRUNDLOVSDAG, får jeg nerver på. Sveden springer frem på min pande, og hænderne ryster.

Sådan har jeg haft det siden 1998, for det år blev jeg mentalundersøgt. Jeg delte skæbne med psykopatiske drabsmænd og sindssyge afvigere.

Det skyldes, at jeg under et redaktionsmøde på Jyllands-Posten spurgte mig selv og de andre, hvad der egentlig foregik, når retten havde beordret en person sendt til mentalundersøgelse.

“Top,” sagde JPs redaktionschef Ulrik Haagerup. “Avisen betaler hellere end gerne for at få dig mentalundersøgt.”

Sådan gik det til. For 10.000 kr. i honorar gik en professionel i gang med mig og min psyke. Undersøgelsen strakte sig over uendeligt mange konsultationer, og kun en enkelt diagnose blev udeladt, nemlig hvorvidt jeg havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. Af gode grunde, for der var jo ikke nogen gerning.

En sen eftermiddag på et hvidmalet kontor i Odense med udsigt til en park blev jeg spurgt, på hvilken dato vi fejrer Grundlovsdag.

“Den 6. juni,” svarede jeg.

I den digre rapport har psykologen skrevet som mulig forklaring på det fejlagtige svar, at det “formentlig skyldes udtrætning.”

Og vist var jeg “udtrættet” efter diverse Rorschach-tests og andet nerveopslidende, men fejlen må alligevel have sat sig hos mig, siden den 23 år derefter fører til sved på panden.

Bortset fra en reportage i JP har jeg i dag kun rapporten liggende. Ikke andre end jeg har læst den, og den ligger i en aflåst skuffe. Når jeg engang er væk, kan mine børn more sig med den.

“Hva’ fa’n! Vidste han ikke engang, hvornår det er Grundlovsdag?”