DE MÅ (STADIG) VÆRE BELGIERE

Af Lars Movin

I dag udkommer det seneste udspil fra De Må Være Belgiere, et begavet postpunk-band, hvis navn jeg udmærket husker fra dengang i 80’erne, men som jeg egentlig først er begyndt at lytte til for nylig, efter at de er genopstået i en mere voksen udgave, om man så må sige. I 2019 udkom et comeback-album med titlen “Tiden bøjer af”, der viste, at gruppen fortsat formår at rumstere meningsfuldt i et musikalsk landskab, hvor navne som Joy Division, The Cure eller The Smiths kunne være pejlemærker. Og nu foreligger så endnu et vinyludspil, “Paradis”, denne gang med ni stærke kompositioner, som føjer nye svimlende perspektiver til deres helt egenartede tekstunivers med referencer til så forskellige verdener som den russiske flådeby Kronstadt, Middelhavets bådflygtninge og Charles Bukowskis poesi. Det er på én gang intellektuelt, poetisk og kropsligt forførende – det sidste ikke mindst i kraft af de musikalske arrangementer, hvor de tørt melodiske vokaler flyder af sted på et tæppe af hele tre guitarer, sammenvævede i svævende soniske strukturer, og neden under det hele en solid bund af trommer, der tonser fremad i et på én gang solidt og konstant underinddelende beat.

Da den første inkarnation af De Må Være Belgiere huserede engang i de tidlige 80’ere, var medlemmerne ikke andet end store teenage-knægte. I dag er de modne herrer med styr på teknik og virkemidler, velspillende og heldigvis med en smittende energi i behold. Og så skriver de tekster – på dansk! – som virkelig skiller sig ud fra mængden. Og her kunne jeg så give mig til at citere diverse eksempler, men i stedet vil jeg ty til den fyldige pressemeddelelse, hvor man blandt andet kan finde følgende beskrivelse af “Massif Central”, afslutningsnummeret på “Paradis” – en passage, der egentlig giver et ret godt billede af, hvad det er for et univers, De Må Være Belgiere bevæger sig rundt i nu om stunder:

“Teksten er inspireret af hjerneforskeren Sebastian Seungs beskrivelse af hjernen som en majestætisk og tragikomisk skov, som ingen vej eller sti kan gennemtrænge (‘Connectome’, 2012). Billedlig talt er hjernen et centralmassiv i den menneskelige eksistens. Bandet arbejdede længe på nummeret, og i studiet var ‘Massif Central’ det sidste nummer, der blev indspillet. Det faldt først på plads, da rytme og melodistykker blev underlagt én bestemt idé: Hvordan ville Maureen Tucker [fra The Velvet Underground] havde lagt sit trommebeat på melodien? Herfra udviklede sangen sig til en tilbageholdt melodisk dans, hvor en let rørforvrænget Guild hollowbody sætter gang i et samspil med en vandrende bas og en ambient guitar, der understøttes af en enkelt klavertone som baggrundsdrone og momentvis forstyrres af en skramlet guitar, mens vokalen leverer sin fortælling i en udefinerbar tostemmighed.”

Lyder det som en revolutionering af dansk rockmusik? I så fald er det en revolution, man kan danse til!

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.