MICHAEL McCLURE: MULE KICK BLUES

Af Lars Movin på Facebook

I maj 2020 døde digteren Michael McClure, 87 år gammel. Nu foreligger så hans sidste digtsamling, “Mule Kick Blues and Last Poems” – “sidste” i den forstand, at det var den sidste bog, han selv nåede at være med til at tilrettelægge. Teksterne i bogen er skrevet over en periode på et par år eller tre, og efter at McClure havde givet manuskriptet fra sig, var det hans redaktør på San Francisco-forlaget City Lights, Garrett Caples, der foretog den endelige tilrettelæggelse, ligesom han også efter digterens død har forsynet bogen med et forord.

“Mule Kick Blues” er klassisk McClure – sproget, temaerne og det stilistiske kendetegn med at arrangere digtene som (stort set) centrerede søjler midt på siden ligger i direkte forlængelse af det øvrige forfatterskab, og bogen kunne i den forstand været skrevet nærmest når som helst. Dog er der en enkelt sektion, der skiller sig ud, nemlig “MORTALITY IS BEAUTY THE BEAST SPIRIT”, der består af tekster, som kredser om livets afslutning. Som hér, i den sidste del af digtet “AGE-ING”, der hører til i den lysere afdeling:

“LOOKING INTO THE MIRROR / I / no / longer ache / with sullen beauty // BUT // I’m proud / and I stand / straight / with wide shoulders / and white / hair.”

Ligesom generationsfællen Dennis Hopper kom Michael McClure oprindelig fra Midtvesten, nærmere bestemt Kansas, og søgte som ung mand til Californien, hvor han i 50’erne blev en af de centrale skikkelser i den såkaldte San Francisco Renæssance. Berømt er hans optræden ved det legendariske lyrikarrangement i Six Gallery den 7. oktober 1955, hvor han læste op side om side med Allen Ginsberg, Philip Lamantia, Philip Whalen og Gary Snyder. Jack Kerouac skulle også have været på programmet, men han var for genert og løb i stedet rundt nede blandt publikum, hvor han skiftevis kiggede dybt i en dunk vin og forsøgte at piske en stemning op med sit evindelige “Go! Go! Go!”. Efterfølgende indledte McClure et venskab med Kerouac, hvilket blandt andet førte til, at han blev udødeliggjort som karakteren Pat McLear i Kerouacs deliristiske sammenbrudsroman “Big Sur” (1962). Og smukt nok sender McClure – på falderebet – en hilsen den anden vej med digtet “A BLACK NOTEBOOK (For Jack Kerouac)”, som jeg vil lade stå som en udgang på denne lille note.

Det bør bemærkes, at McClures digte ikke egner sig til Facebook, fordi deres typografiske opsætning med den førnævnte (næsten) centrerede søjleform ikke kan gengives – men her kommer ikke desto mindre teksten, der som sagt er tilegnet Kerouac:

LAST YEAR SHE
WAS
a kitten
in Spring.
Now – a cat

NOT SNOW
but
a plum petal
falling
(right)
before
the thunder
starts

A PLUM PETAL
flies
toward the hummingbird
at
the
ivy