Af Carsten Jensen

14 danske børn og 3 mødre skal hentes hjem fra fangelejre i Syrien!

Alene det, at vi lettede fejrer danske småbørns løsladelse fra pigtråds-lejre som en triumf for humanisme og anstændighed er en skandale.

Børnenes hjemkomst burde være en selvfølge, hvis vi havde en regering, der stod for almindelig menneskelig omsorg. Og børnene burde være kommet hjem for flere år siden.

Men sådan er det ikke.

I årevis har fejlernærede danske børn måttet slæbe sig fra den ene mudderpøl til den næste, altid med pigtråd for øje, med menneskers vold mod andre mennesker på nethinden, hver eneste dag.

Alle børn er modtagelige, følsomme, fulde af længsel efter kærlighed, anerkendelse, ømhed og omsorg. Hvad der sker dem i de tidlige år, præger dem for livet.

Alt dette ved regeringen i et samfund så oplyst som det danske. Alt dette ved ministrene i den danske regering, for flertallet af dem, hvis ikke alle, er forældre. Ordene kyniske og afstumpede slår slet ikke til, når vi skal beskrive de socialdemokratiske ministres adfærd gennem nølende år, hvor børn dagligt blev nedbrudt for øjnene af dem.

Vi har en statsminister, der kalde sig børnenes minister. I virkeligheden er Mette Frederiksen den onde stedmoder fra Grimms eventyr, Hans og Gretes stedmor, der sender dem ud i den vilde skov, i armene på den menneskeædende heks og hendes glohede ovn, Snehvides stedmor, der giver hende et forgiftet æble.

Enhver mor eller far ved, at de 14 danske børn, der nu kommer hjem til Danmark, er skadede for livet. Resten af deres tilværelse må de kæmpe med oplevelserne i Al Hol- Lejren. For altid må de slås for at holde sig oprejst. De vil aldrig kunne befri sig for deres mistro til andre mennesker. Igen og igen vil de føle sig uelskede og uværdige.

Og nej, det er ikke kun på grund af deres mødre, der traf uansvarlige valg. Det er også vores skyld, for vi har valgt den regering, der dømte uskyldige børn til traumer på livstid.

Vi risikerer, at børnene ellers bliver terrorister, lyder begrundelsen for at tage de fortabte børn hjem, en begrundelse blottet for enhver kærlighed til børn eller forståelse for dem. Nej, den største risiko er, at lejrbørnene vender uretfærdigheden indad og i stedet terroriserer sig selv i en livsødelæggende selvforagt.

Vi har lyttet til regeringens demagogiske vrøvl om en taskforce, der skulle undersøge børnenes vilkår, før en beslutning kunne træffes, og det var aldrig andet end en fornufts-foragtende omgang bullshit, der i vendinger hentet fra militæret skulle foregive handlekraft og effektivitet, når det drejer sig om et spørgsmål, den mest elementære menneskekundskab allerede kender svaret på, at børn, der mishandles, tager skade på sjælen.

Tro ikke et sekund på denne regerings menneskevenlighed. Det eneste, vores kyniske statsminister frygter, er tab af stemmer. Det er kun denne frygt for, at magten skal vakle under hendes fødder, der dikterer Mette Frederiksen hendes pludselige børnevenlighed.

Men der er vokset en folkebevægelse frem i Danmark af hverdagsdemokrater, der ved, hvad en hjælpende hånd betyder, ganske almindelige mennesker til både højre og venstre, mange endog socialdemokrater, der sætter anstændighed og menneskekundskab højere end partiloyalitet og politik. Det er presset fra dem, der har bragt børnene hjem. Det folkelige pres er den eneste grund til, at de fortabte lejrbørn får en sidste chance, uanset hvor minimal den måtte være efter alle deres uforskyldte lidelser.

Hvis du er far eller mor eller drømmer om at blive det, må du aldrig igen stemme på denne regering af børneforagtere.