Dagens vigtige lektie

Af Pelle Dragsted

Dagens vigtige lektie: Vedholdende, stædigt politisk arbejde indenfor og udenfor Christiansborg, oplysning, kampagneindsats og politisk pres kan forandre og rykke det politiske flertal. Også på betændte områder.

Det giver håb og energi til nye kampe ❤

Det er også en vigtig påmindelse til dem, der i månedsvis har råbt på at støttepartierne skulle vælte regeringen. Mon børnene var kommet hjem hvis regeringen var væltet og erstattet af en højreregering? Næppe.

Jeg siger på ingen måde, at det aldrig er aktuelt, at true med og ultimativt udløse et valg. Det er et våben et parlamentarisk grundlag skal have i arsenalet. Men det skal bruges klogt. Idéen om at der findes et hurtigt parlamentarisk quick fix, der kan fixe udlændingepolitikken, er illusorisk.

Det eneste der virkelig kan forandre – valg eller ej – er når det lykkes at opbygge et stærkt pres udefra – gerne langt ind i det socialdemokratiske bagland, der flytter holdninger i befolkningen.

Vi så det med klimaet, minimumsnormeringerne og nu med børnene i Syrien. Det der rykker er når mennesker på tværs af landet og på tværs af forskelle står sammen og kræver forandringer. Kun med den slags styrke i ryggen kan Enhedslisten og de andre partier, udfordre regeringens kurs.

Det er en lektie vi skal tage med videre – når vi i de kommende måneder skal kæmpe for at få afskaffet Lars Løkkes fattigdomsydelser, for at få stoppet de groteske udvisninger til Syrien, og for at få virkeliggjort Klimalovens forpligtelser.

Vi skal være stædige. Vi skal organisere. Vi skal oplyse. Vi skal ikek bøje af eller miste modet.

En kæmpe tak til alle dem, der har deltaget. Til Red Barnet. Til Knud Foldschack. Til Sofie Carsten Nielsen og de Radikale, og ikke mindst til Rosa Lund og de dygtige folk omkring hende.

%d bloggers like this: