Af Rosa Lund
Jeg har lige talt med Joan som er mormor til den 4- årige pige med PTSD. Hendes børnebørn og datter kommer hjem til Danmark ❤️
I Enhedslisten har vi de sidste tre år kæmpet hårdt for at få de danske børn, der er fanget i Syrien, hjem. Regeringen har hårdnakket nægtet at hjælpe børnene, men bare accepteret, at danske børn lever i et helvede af alvorlig sygdom, død og ødelæggelse i syriske fangelejre.
Nu er regeringens task force færdig med sin undersøgelse, og præcis som vi sagde, så er den ikke kommet frem til noget som helst nyt. Situationen er stadig den samme, som inden task forcen blev nedsat – man kan ikke tvangsadskille børn fra deres mødre. Det eneste gode ved task forcens arbejde er, at nu kan regeringen ikke længere gemme sig bag modvilje, nu er de nødt til at tage de 14 børn og deres 3 mødre hjem.
Men fem danske børn er stadig fanget i lejrene uden udsigt til, at ’Børnenes Statsminister’ vil hjælpe dem hjem til Danmark. Regeringen nægter at tage børnene hjem, fordi man administrativt har frataget mødrene deres danske statsborgerskab. Og mens regeringen hårdnakket insisterer på, at de resterende danske børn skal blive siddende i fangelejrene, fordi deres mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab, så viser helt nye lægeerklæringer, at de fem børn alle sammen lider af angst, ptsd og underernæring. De får det værre og værre for hver dag.
Alle de danske børn og deres mødre skal hjem til Danmark!
Jeg er både stolt, rørt og rasende i dag.