60,000 børn vokser op i fattigdom i Danmark

Af Mai Willadsen

Jeg er faktisk rystet. 🤯

Jeg spurgte i dag statsministeren i folketingssalen, om regeringen er klar til at gøre noget for de næsten 60.000 børn, som vokser op i fattigdom i Danmark.

I stedet for at give et klart svar til børnene og deres familier, valgte statsministeren at svare igen og stille spørgsmål ved, om problemet i virkeligheden er så stort. Hun påstod endda, at det for mange “næsten ikke kan betale sig at arbejde”. Sikke noget sludder.

Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor en statsminister, der oven i købet har døbt sig selv “børnenes statsminister”, hellere vil bruge sin tid på at tale udenom og lade som om det bare er forældrenes skyld, i stedet for at gøre noget ved problemerne.

Sandheden er nemlig, at mange familier i Danmark slås med fattigdom. Det er familier, hvor børnene fryser i frikvarteret, fordi man ikke har råd til et par nye vinterstøvler. Hvor køleskabet bliver mere og mere tomt, jo længere man kommer frem på måneden. Hvor fødselsdage og hytteture skaber bekymring i stedet for begejstring, fordi man ikke har penge til at gøre som vennerne.

Uanset hvor mange gange Mette Frederiksen og hendes ministre forsøger at undvige, tale problemet ned og skyde opgaven til hjørne, så ændrer det ikke på, at regeringen skal nedbringe fattigdom og ulighed i en ny ydelsesreform, som vi har aftalt.

De skal levere. Længere er den ikke!

%d bloggers like this: