Af Carsten Jensen

Kære, menige socialdemokrater,

I står foran et afgørende valg. Valget handler om det land, I bor i. Enten ønsker I at arbejde for et land, hvor rummelighed, omsorg og fællesskab, de tre støttepiller, som velfærdsstaten hviler på, er erstattet af militant snæversyn, menneskeforagt og egocentrisk nationalisme. Eller også ønsker I et land, hvor der er en historisk kontinuitet tilbage til den århundrede lange kamp, hvor det lykkedes at vriste Danmark ud af feudalisme, uvidenhed og almindelig menneskeforagt, en kamp, jeres parti om noget inkarnerer.

I begge tilfælde, hvad enten I ønsker det ene eller det andet, bliver I nødt til at melde jer ud af Socialdemokratiet.

Ønsker I at se Danmark som Donald Trumps sidste overlevende bastion, kan I lige så godt melde jer ind i Nye Borgerlige, nu hvor Dansk Folkeparti hver dag får aktiv dødshjælp af Morten Messerschmidt. Med Pernille Vermund ved I, hvad I får, en garant for Danmark som international pariastat. Med Mette Frederiksen er det mere usikkert. Hun er trods alt belastet af betegnelsen socialdemokrat, uanset hvor misvisende den i dag er.

Ønsker I at se Danmark som et land, hvor der er plads til alle, også til de senest tilkommende, flygtninge på flugt fra sammenbrudte nationer og liv, bør I også forlade Socialdemokratiet. Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye har udstyret velfærdsstaten med en advarsel, hvor der står Adgang Forbudt for de svage. Hvad enten de svage er flygtningefamilier, indvandrere, arbejdsløse eller enlige mødre har vi ikke plads til dem. De kan gå til bunds i fattigdom, i de menneskebure, der kaldes udrejsecentre, eller i det, der engang var deres hjemlande, men nu er ubeboelige ruindynger.

Martin Andersen Nexø lod Pelle Erobreren udtale, at hvis der er en i sjakket, der ikke kan følge med, skubber den fattige ham ikke ud, men tager ham under vingen. De virkelig svage er dem, der ikke rækker en hjælpende hånd. Hvis Andersen Nexøs ord stadig giver mening for jer, må I melde jer ud af Socialdemokratiet. For kun de hjælpende hænder gør os stærke, ikke, som partiet i dag anbefaler, knytnæver og slag.

Det kan også være, I ikke bare kan opgive det parti, som I engang meldte jer ind i med de bedste hensigter. Så må I danne en fraktion under navnet Venlige Socialdemokrater og se, hvordan det går. Mød op til demonstrationer til fordel for de udviste syrere med et banner, protester i jeres lokale partiafdelinger. Det gør de allerede i Svendborg, Billund og på Ærø.

Det er allerede nu sådan, at der på Socialdemokratiets møder er tvungne klapsalver. Partiet styres af to paroler: Klap! og Klap i! Logisk hænger de to påbud sammen, for den overvældende stilhed, der ledsager samvittighedens død, må altid akkompagneres af øredøvende klapsalver.

Den ældre generation, der står for helt andre værdier, er truet til tavshed. Partiet rekrutterer nu en helt ny slags politikere, typer som Mattias Tesfaye, Rasmus Stoklund og Niels Jespersen, hørehæmmede og manisk talende i sætningsskred, der ikke er til at skelne fra kommandoråb. Uempatiske og stålsatte aflirer de spindoktorernes seneste påfund, mens de udstråler handlekraftig brutalitet. Prøv at gå op imod dem og se, hvad der sker. Held og lykke, og velkommen til skadestuen.

Engang kaldte man kærligt-ironisk socialdemokrater for social-kammerater. Gid det var så vel i dag, hvor de hverken er demokrater eller kammerater, men partisoldater, og partiet burde omdøbes til social-soldaterne. Den eneste grund til, at betegnelsen nationalsocialister ikke passer, er, at det vildfarne parti for længst er holdt op med at være socialister.

Så kære, menige socialdemokrat, hvad du end vil med dit politiske engagement, så find dig et andet parti eller protester på torve og pladser. Det danske demokrati ånder endnu, og mulighederne findes derude.