Af Carsten Jensen

Hvor føler den socialdemokratiske regering sig egentlig hjemme?
Den taler hånligt om det “uddannelses-Danmark”, der har været på højskoler, efterskoler, gymnasier eller højere læreanstalter af enhver art, og som vel omfatter de fleste af os danskere. Så det er i hvert fald ikke blandt os, socialdemokraterne føler sig hjemme.

Skal man tro, regeringens spindoktorer er kernevælgerne ældre, ufaglærte arbejdere fra provinsen, der tidligere stemte på Dansk Folkeparti, men nu er vendt hjem til hygge-stalden, hvor der ikke har været muget ud i de sidste 50 år, og lugten er tilsvarende intens. Den befolkningsgruppe udgør mindre end 10 procent af befolkningen, men det er deres livssyn og værdier, der ifølge socialdemokraterne nu skal styre landet.

Uvidenhed er den nye dyd, og er det derfor, at Mattias Tesfaye er i Rwanda, fordi han ikke ved noget om Rwanda? Eller er det tværtimod, fordi han netop ved noget om Rwanda, at han føler sig så åbenlyst godt tilpas i landet og taler om konstruktivt samarbejde?

Rwanda var i 1994 skueplads for et af den nyere histories største folkemord, da op mod en million mennesker på kun tre måneder blev myrdet. Massakren stoppede først, da en oprørshær baseret i nabolandene invaderede, hvad der resulterede i en flygtningestrøm på flere millioner. I flygtningelejre uden for landets grænser fortsatte grusomhederne i årevis. Nu er der fred i Rwanda, men hverken demokrati eller retssikkerhed. Human Rights Watch beretter i sin seneste rapport om forsvindinger og vilkårlige arrestationer.

Tager jeg fejl, hvis jeg tror, at det netop er derfor, at Rwanda ifølge den danske regering er et glimrende sted at oprette de modtagecentre, hvor asylansøgere, der vil til Danmark, kan opbevares på ubestemt tid, mens de venter på et afslag? Rwanda er praktisk taget et kulturelt nærområde til et sted som Syrien, hvor de også myrder hinanden for et godt ord, så her vil de da føle sig hjemme. Er det tankegangen? Rwanda har i hvert fald en stor fordel, som Sandholm Lejren aldrig vil kunne få: Der er 10.564 kilometer til Danmark.

Rwanda oprettede for et par år siden et modtagecenter for flygtninge, der var strandet i Libyen. Der er plads til 30.000. Modtagecentret har kun et problem. Der kommer ikke nogen. Selv for flygtninge fanget i det lovløse Libyen er der ikke noget tiltrækkende ved en lejr i Rwanda. Og det er måske den egentlige mening med regeringens bizarre ide med et modtagecenter i Rwanda. Når flygtninge i Syrien eller Afghanistan indser, at vejen til Danmark går over Rwanda, så lægger de sig hellere ned og dør. Og så er problemet jo ligesom løst.

Den radikale politiker Zenia Stampe sagde på et tidspunkt, at det var en misforståelse at tro, at dårlig omtale i udenlandske medier anfægter Mette Frederiksen. Tværtimod. Det bekræfter hende kun i, at hun er på rette vej med sin danske enegang væk fra konventioner og menneskerettigheder. Udenlandsk kritik vil kun styrke hendes omdømme blandt de tidligere DF-vælgere.

Når man som dansker for fremtiden færdes i udlandet vil man få to reaktioner, når man nævner, at man er fra Mette Frederiksens land. Nogle vil vende sig bort i foragt. Andre vil opmuntrende slå på skulderen og rose Danmark. Og så vil de tilføje: “Når I nu er kommet så godt i gang, hvorfor slipper I så ikke også af med jøderne?”