Af Carsten Jensen

Der er tre kriterier, der i dag tæller, hvis du gerne vil indtage en tung post inden for statsapparatet, som minister eller formand for Flygtningenævnet, og det er ikke viden, kompetence eller erfaring. Du skal helst have en plettet karriere, der viser din villighed til at lade dig korrumpere, hjemsøges af selektivt hukommelsestab samt være i besiddelse af et godt sovehjerte, så du ikke bliver holdt vågen om natten af samvittighedens glammende vagthund.

Vi har ikke dødsstraf i Danmark, men så har vi Flygtningenævnets formand, landsdommer Henrik Bloch Andersen. Da B.T. konfronterer ham med, at 11 ud af 12 eksperter nu tager afstand fra Udlændingestyrelsens misbrug af deres udsagn om sikkerheden i Syrien, er han upåvirket. Eksperternes udsagn kommer ikke ham ved, og det rokker slet ikke ved beslutningen om at hjemsende omkring 500 syrere til et land, som alle kilder, inklusive udlændingestyrelsens egne, erklærer ikke bare for usikkert, men farligt.

En af eksperterne, Rami Abdurrahman, stifter af Syrian Observatory for Human Rights siger i B.T, direkte, at der sker “talrige anholdelser af tilbagevendte flygtninge under påskud af opdigtede beskyldninger.” Henrik Bloch Andersen kalder en kritik som Rami Abdurrahmans for misforstået. Den danske formand for flygtningenævnet ved bedre.

Henrik Bloch Andersen tager et for en embedsmand usædvanligt skridt og blander sig her i weekenden personligt i udlændingedebatten. Han forsvarer beslutningen om hjemsendelse af syriske flygtninge med henvisning til en anden rapport lavet af EU-organisationen EASO. Rapporten beretter om 1916 hjemsendte flygtninge, der efter deres ankomst til Syrien bliver arresterede. 685 af de fængslede forsvinder sporløst. Antallet af forsvundne ryster de øvrige lande i EU, som derfor ikke praktiserer hjemsendelse af flygtninge, men det ryster åbenbart ikke Henrik Bloch Andersen.

Henrik Bloch Andersen gjorde sig først bemærket under Tamil-sagen i 1990´erne, hvor der blev rejst rigsretssag mod justitsminister Erik Ninn-Hansen, der med sin mere end løse fortolkning af asyllovgivningen blev skyld i flere tamilske flygtninges død. Bloch Andersen var fuldmægtig under Ninn-Hansen og støttede ham loyalt under rigsretssagen, hvor han som svar på de fleste spørgsmål undskyldte sig med et så omfattende hukommelsestab, at det i de fleste andre brancher nok ville have sikret ham et liv som førtidspensionist. Men her var hukommelsestabet i stedet karrierefremmende. I en parodi på enhver retsbevidsthed blev den anløbne fuldmægtig senere udnævnt til midlertidig ombudsmand for Folketinget, og i dag sidder Henrik Bloch Andersen som formand for Flygtningenævnet med en almægtig ret til at dømme unge syrere til at forsvinde i diktaturets fængsler.

Allerede tidligt i Bloch Andersens formandskab blev Flygtningenævnet kritiseret af FN for ikke at begrunde afslag på asyl tilstrækkeligt udførligt og ignorere påstande om tortur, en kritik, der blev understøttet af et tidligere medlem af nævnet, juraprofessor Jens Vedsted-Hansen.

Jeg modtager en mail fra en embedsmand med over 30 års erfaring i arbejdet med flygtninge og migration, der i 1990´erne arbejdede som migrationsekspert i juridisk afdeling i indenrigsministeriet. Vedkommende skriver: “Allerede den gang arbejdede embedsmænd og politikere udelukkende udfra paragraffer og lovgivning. Ingen forskningsbaseret viden, intet tværfagligt samarbejde og ingen faglige diskussioner mellem embedsværket, forskere, praktikere og politikere. Det var en chokerende erfaring. Og det er kun blevet værre.” Embedsmanden, der ønsker at være anonym, kalder direkte de embedsmænd, der beskæftiger sig med flygtninge for “inkompetente og styret af angst.”

Men det har aldrig været kvalifikationer, heller ikke menneskelige og moralske, der styrer ansættelsesforholdene i udlændingeministeriet. Det er evnen til at sove godt om natten og ignorere samvittighedens larmen. Den syriske general Naji Numeir, der som den eneste af de tolv kilder til Udlændingestyrelsens vildledende rapport, ikke tager afstand fra den, ville formodentlig få en stor karriere i udlændingeministeriet og ende som Mattias Tesfayes højre hånd. Nej, menneskeforagt er ikke en mellemøstlig specialitet. Vi danskere kan sagtens være med, og vores statsminister Mette Frederiksen går i spidsen, når hun udtaler de nu berygtede ord, der i disse dage går verdenspressen rundt: “Nul flygtninge!”

Som den britiske forfatter Kenan Malik skriver i avisen The Guardian i en indsigtsfuld analyse af dansk politik: “Den virkelige lære af Danmark er ikke, at venstrefløjen må opføre sig lige som det yderste højre for at vinde arbejderklasse-stemmer. Den virkelige lære er, at hvis du først kaster dig ud i et ræs mod bunden, så er der ikke nogen bund. Du fortsætter blot faldet, indtil der til sidst ikke er længere nogen moralske holdepunkter tilbage.”

Skulptur af Sven Dalsgaard.