Af Carsten Jensen

Danske embedsmænd har en dårlig vane. De lyver.

Hele verden ser undrende til, mens Danmark egenrådigt beslutter at sende syriske flygtninge tilbage til deres ødelagte land, hvor den skrækindgydende mand, der jog dem bort, har sejret. Seneste er det den store britiske avis, The Guardian, og den store tyske avis, Süddeutsche Zeitung, der spørger: Hvad ved Danmark, som resten af verden ikke ved? Hvem er de kilder, danske embedsmænd har adgang til, når de så selvsikkert hævder, at deres beslutninger ikke sætter liv på spil?

Nu er det lykkedes BT at finde frem til kilderne, og kilderne er enstemmigt forfærdede over danske embedsmænds udlægning af deres umisforståelige advarsler. Alle føler de sig misbrugte og manipulerede.

Sara Kayali fra Human Rights Watch og Amman Hussan fra mediet Syrian Direct siger samstemmende, at deres svar på udlændingestyrelsens spørgsmål om sikkerheden i Syrien er taget ud af kontekst, og at de aldrig fik mulighed for at godkende styrelsens rapport i dens helhed, før den blev offentliggjort. Begge siger de, at hjemvendende flygtninge af Assad-regimet betragtes som en del af oppositionen, og at en tilbagevenden derfor er “ekstremt farlig”.

Ringer der en klokke? I november 2014 hævdede udlændingestyrelsen i en rapport, at det var sikkert at sende flygtninge hjem til Eritrea. Også her måtte rapportens egne kilder sige fra over for danske embedsmænd. De adspurgte eksperter på forholdene i Eritrea havde sagt det stik modsatte af det, Udlændingestyrelsen hævdede i sin rapport.

Husker du de mange embedsmænd, der blev afhørt af undersøgelseskommisionen, da det skulle besluttes, om der skulle rejses rigsretssag mod Inger Støjberg? De sagde alle det samme: De vidste godt, at Inger Støjberg begik ulovligheder. Når afhøringen var overstået, gik de ranke ud til deres ventende biler og cykler og lod sig fotografere af pressen. De var ordentlige mennesker. Men ikke en af dem havde benyttet sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihed og henvendt sig til offentligheden, mens ulovlighederne stod på. Ikke en af dem havde advarende råbt op, skønt de vidste alt om, hvad der foregik. Enkelte havde i interne notater advaret ministeren. Men ikke én havde sagt, at det her vil jeg ikke være med til.

Ministre kommer og går. Embedsmænd består, og vi ved nu, at de er følgagtige, også over ministre, der åbenlyst begår ulovligheder. Demokratiet er ikke deres anliggende. Deres horisont rækker til deres skrivebord og den karriere, der forbinder sig med det. Bliver de bedt om at lyve, gør de det. Bliver de bedt om at forvrænge kendsgerningerne, gør de det. Også hvis det koster liv. Ligene ligger jo ikke på deres egne skriveborde, men i en grøft tusinder af kilometer borte.

Demokrati står og falder ikke med en person. Også regeringer kommer og går, og lige nu er ansvaret Mette Frederiksens. Der tales meget om hendes lederegenskaber, men hun leder os ikke, hun vildleder os. Hun viser os ikke vej, men leder os på afveje. At fastholde magten for enhver pris er ikke førerskab, men udtryk for moralsk forvildelse.

Historien om udvisningen af syrere mod bedre vidende handler ikke kun om vores behandling af flygtninge. Den udstiller en krise i demokratiet. En statsminister skal være rollemodel for borgerne. Det skal hendes embedsmænd også. Loven skal overholdes. Sandheden skal frem.

Den slags rollemodeller har vi ikke i Danmark.