Af Lars Werge

I aften starter en serie på 10 kampe. De næste uger, knap 2 måneder frem til 24. maj, afgør, om Vejle Boldklub kan blive i Superligaen.
Det var målet fra starten af sæsonen at sikre overlevelse i rækken.
Det er ikke sket for VB i dette årtusinde; hver gang, man er rykket op, er man rykket ned igen året efter, og opholdet i 1. division har været så langvarigt, at det faktisk er falsk varebetegnelse at kalde VB et elevatorhold.
Men hver gang er drømmen til stede, og i løbet af de første 22 kampe har klubben vist prøver på det elegante og besnærende spil, som alle vi romantikere forbinder med Nørreskoven.
Til gengæld har vi også set et mandskab, der kan falde fuldstændig og uforklarligt igennem. Som da man havde spillet Randers ud af banen i sæsonens efter min mening bedste halvleg i efteråret, og efter pausen blev alt forandret, hvorefter de rød-hvide tabte helt fortjent – men bittert – 1-3.
I aften gælder det Lyngby ude, og jeg har svært ved at koncentrere mig om andet end at tænke på, hvordan vi vinder den kamp. Det er dét, fodbold kan, det er derfor, det er i sol og skygge, himmel og helvede, og alt er godt