Af Carsten Jensen

Børn har ingen nationalitet. De kan være mørke eller lyse i huden, tale det ene sprog eller det andet, have takkede bjergkæder som deres horisont eller havets lige linje, færdes i snævre gader eller på endeløse sletter, men de er alle sammen små lys, fulde af håb, længsel og kærlighed, givende og modtagende i en stor frodig vekselvirkning.

Det ved enhver, der selv har opdraget et barn. Det ved enhver, der har set et barn ind i øjnene eller bare holdt det i hånden. Børn er mirakler.

Der er én, der ikke ved det. Det er Danmarks statsminister Mette Frederiksen.

Der er andre, der heller ikke ved det. Det er den tredjedel af alle danskere, der ifølge den seneste Megafon-undersøgelse ikke mener, at de danske børn i fangelejre i Syrien skal bringes hjem til Danmark. Der er et sted mellem 19 og 30 børn, og de kan få lov at gå til i et helvede af mudder, ubehandlede sygdomme, vold og traumer. Deres lys skal slukkes, deres latter forstumme, det opsøgende, nysgerrige glimt i deres øjne dø bort, deres kroppe forkrøbles.

Deres mødre tog til Syrien for at gifte sig bort til medlemmer af terror-gruppen Islamisk Stat. Skønt danske statsborgere skal mødrene ikke hentes hjem og straffes for de love, de måtte have brudt. De skal i stedet bukke under bag pigtråd i befæstede lejre. Og som en bekræftelse på, at vi lever i en retsløs verden skal deres børn gå til sammen med dem.

Andre lande har ikke problemer med at tage mødrene og deres børn hjem. End ikke Belgien, der selv har oplevet så meget terror på egen jord. Norges statsminister Erna Solberg satte for et år siden sin regerings overlevelse på spil for at hente to børn og deres mor hjem. Hun skelede ikke til opinionstal og fokusgrupper og analyser af vælgergrupper. Hun kunne bare ikke andet. Det hedder også moral, et glemt ord hos den danske statsminister, som nok kunne rette en oprigtig undskyldning til de mishandlede drenge fra børnehjemmet Godhavn, men nægter at redde andre børns liv, når det ikke er politisk opportunt.

En tredjedel af danskerne mener altså, at børnene skal gå til. En anden tredjedel mener, at de skal tvangsadskilles fra deres mødre, det eneste holdepunkt, de udsatte børn har, og først da kan de sendes hjem.

Kun en tredjedel mener, at mødre og børn skal bringes hjem sammen. Hvordan er vi blevet sådan?

Pegefingeren kan kun pege et sted hen. Det er på Dansk Folkeparti, der i to et halvt årti har formået at målrette og legitimere den afstumpethed, der altid lurer i os alle sammen. Og så det flertal af partier, inklusive Socialdemokratiet, der af angst for vælgertab taler dem efter munden. Hadet er altid det letteste sprog. Den lukkede dør altid den nemmeste løsning. Men ikke nødvendigvis den rigtige, hvis man vil bevare et minimum af medmenneskelighed.

Jeg kunne udstille Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og alle de andre, der hævder de forsvarer danskheden, mens de hver eneste dag kompromitterer det bedste i os. Men jeg orker ikke.

I stedet vil jeg citere Ghazal, der som 9-årig kom hertil i 1991 som flygtning fra Iran sammen med sin mor og far, Vafa og Rashid, der er mine venner. Familien fik ikke midlertidige opholdstilladelser og et liv i permanent uvished, som de måtte have nøjedes med i dag. De fik i stedet lov at slå rødder og give af alt det, de havde medbragt fra deres plagede land, hvor det fanatiske ayatollah-styre gjorde livet umuligt for demokratisk sindede mennesker som dem.

Da Ghazal var 17 år gammel skrev hun et digt på sit nye modersmål. Det handler ikke direkte om os danskere, som hun afslører sig som en skarp iagttager af, men det gør det alligevel. Allerede dengang pralede vi af at være det lykkeligste folk i verden. Men hvad sker der med lykken, hvis den kun baserer sig på selvtilstrækkelighed?

Sådan her lyder den 17-åriges digt:

Vi blev, det vi frygtede allermest,
Ligegyldige

Vi opgav, det vi elskede allermest,
Lidenskab

Vi husker, det som skulle glemmes,
Løgne

Vi søger, det, der ikke længere tilhører os, Lykke

17-årige Ghazals budskab er simpelt. Med lykke og overskud følger også en forpligtelse over for andre. Selvtilstrækkelighed kan gøre dig til fange af dine egne løgne, uden lidenskab for medmennesket. Og så mister du retten til lykken.

Børn har ingen nationalitet, Mette. Det har det gode i mennesket heller ikke. Det er det, vi ikke må glemme, når vi taler om fremtiden for børnene i fangelejrene i Syrien. De har brug for en hjælpende hånd. Og strækker vi ikke hånden frem, ender vi med at gøre uoprettelig skade på os selv.

PS: Der er gode kræfter, som står på børnenes side. Dagbladet Politiken har lavet en kampagne for at få dem hjem, og det samme har Amnesty International med en plakat, som viser statsministerens ansigt i en rynket udgave. Vil Mette Frederiksen en dag om 25 år skulle sige undskyld til Syriens-børnene, som hun undskyldte til drengene fra Godhavn? spørger Amnesty. Er det ikke bedre at handle nu end hyklerisk at undskylde for ødelagte liv om 25 år?