Af Asger Schnack, forfatter og forlagschef
Et mirakel er sket: Enhedslisten har valgt ny politisk ordfører. Det er måske ikke i sig selv sensationelt. Men at det er lykkedes for tredje gang at finde en politisk ordfører, der taler – og skriver – klart, tydeligt, ærligt, intelligent og vågent, er bemærkelsesværdigt. Efter Johanne Schmidt-Nielsen tænkte man umiddelbart, at det måtte være overordentlig vanskeligt at gøre sig gældende. Pernille Skipper virkede da også lidt overvældet i begyndelsen, men kom efter det og udviklede sin egen tiltalende og yderst kompetente stil. Endnu en gang på grund af rotationsprincippet må den politiske ordfører vige for en ny. Man kunne frygte overgangen, men Mai Villadsen lægger frygtløst ud som sikkerheden selv, præcis i det sproglige, insisterende, netop så skarp, som det kræves. Det er meget overbevisende. Hun har sin egen stemme (og min stemme ved næste valg) (hvis ellers hun stiller op i Københavns Storkreds).