Af Leif Lønsmann

Som 13-årig drømte jeg om at blive videnskabsmand. I første omgang blev drømmen erstattet af en mere jordnær lærlingeplads på Brdr. Olsens karosserifabrik i Asnæs, Vestsjælland. Ulykkelige familieomstændigheder sendte mig i stedet på kostskole. Det lød dengang som en alvorlig trussel mod uartige børn. For mig blev det vejen til en uddannelse. Som den første i min slægt fik jeg en studentereksmaen. Og som kun 19-årig gik jeg i 1975 ind ad døren på Niels Bohr Instituttet. Tættere på drømmen end nogen havde forudset.

En af mine opgaver i de kommende år bestod i at bygge en solfanger på taget af instituttets bygning på Blegdamsvej i København, bestående af en sortmalet, kasseret radiator, som vi lykkedes med at få til at bringe håndvarmt vand i kogning, mens vi beregnede temperaturstigningen som funktion af tiden, gennemløbs-hastigheden og -distancen. En anden opgave bestod i at ophænge et såkaldt Foucaultpendul inde i bygningen, og gennem måling af dets bevægelser bestemme Niels Bohr Institutttets breddegrad. Som jeg kan oplyse er 55,696812 grader Nord. Det var nogenlunde hvad jeg nåede at bibringe videnskaben inden nye drømme og tilfældigheder atter bragte mig nye steder hen.

I går kunne Niels Bohr Instituttet fejre sin 100 års fødselsdag. Det skulle have været fejret med en stor jubilæumsfest. Men selv videnskaben må bøje sig for Corona. Jubilæet er udskudt til 2022, hvor det så kan fejres sammen med 100-året for Niels Bohrs Nobelpris i 1922.

Men dagen blev markeret online, med en jubilæumsforelæsning af Sir Roger Penrose, sidste års modtager af Nobelprisen i Fysik. Nørder kan lytte med via linket her, og høre 89-årige Sir Penrose fortælle om bølgefunktionens kollaps og det kvantemekaniske paradigmeskift, der fandt sted netop her. På 55,696812 grader Nord.