Af Arne Herløv Petersen
Efter Ferlinghettis død er den nu 90-årige Gary Snyder vel den eneste, der er tilbage af den store Beat Generation. Snyder, der i mange år levede i en buddhistisk kloster i Japan og oversætter japanske og kinesiske digte ganske fremragende, skabte med “Skildpaddeøen” en øko-klassiker, der i 2016 – 42 år efter den oprindelige udgivelse – blev oversat til dansk og udgivet på De Poetiske Bureaus forlag.
Kim Skotte skrev i sin store anmeldelse i Politiken bl.a.:
Gary Snyders skelsættende ‘Skildpaddeøen’ fra 1974 udkommer på dansk. Forsinket, men til tide
Det har altid været en populær kliche at betragte poeter som lidt verdensfjerne størrelser. Men i virkeligheden er digterne snarere karakteriseret ved at være tættere på virkeligheden end de fleste i den moderne verden.
Digterne forholder sig med sproget som sensitivt sanseapparat minutiøst til den omgivende virkelighed. Især i naturlyrikken besynger digterne naturens fænomener med uendelig opfindsomhed.
Logisk er det digtere med et intimt forhold til naturfænomenerne, som tidligere end de fleste andre havde blik for ødelæggelsen af naturen…
Theis Ørntoft blev med ’Digte 2014’ den mest markante eksponent for den nye økopoesi herhjemme, men utallige digtere har i løbet af de sidste fem årtier skrevet digte om forurening, miljø og den truede natur. Bevægelsen tog i første omgang fart i begyndelsen af 1970’erne.
Med fokus på de utilsigtede konsekvenser af den enorme stigning i materiel velstand, i forbruget af sprøjtemidler og fossilt brændstof og ophobning af plastik og kemikalier i fødekæden samt menneskets voldsomme indhug på naturens territorier og ressourcer…
Hvilket selvfølgelig er baggrunden for, at genrens ubestridte klassiker, ’Skildpaddeøen’ af Gary Snyder, oversættes til dansk. 42 år efter sin udgivelse er ’Skildpaddeøen’ atter en udgivelse til tiden, så på mange måder må den siges at være en relevant udgivelse…
Titlen hentyder til en indiansk myte, der udnævner det amerikanske kontinent til Skildpaddeøen, men forestillingen om skildpadden, som opretholder verden ved at bære den på sit skjold, finder man i religioner flere steder i verden. Snyders digte forsøger på at spejle det kosmiske i stedets nærhed. En klassisk digterisk ambition, som får en ny dimension med den holistiske tænkning. Inspireret af indianske myter og indisk filosofi fik både både fysikken og lyrikken sin tao.
Snyder flyttede i 1971 ud i den vilde natur for foden af Sierra Nevada-bjergene med sin japanske kone og parrets to børn. Her digtede han realistisk om sin venden tilbage til et primitivt liv i harmoni med naturen. Digteriske notater fra dagliglivet som jægere og samlere og skrevet sammen med myter, økopolitiske visioner og gammel asiatisk filosofi og digtning. Ikke mindst japansk zen-buddhisme og T’ang-dynastiets digtekunst satte sit præg på digtene. Begge dele noget, Snyder i mange år havde studeret indgående.
Bogen rummer tre suiter og en ’Klar tale’ til praktisk handling… En række vidunderlige digte fra livet i naturen, som ikke kun stilistisk virker, som om de er halet lige op af en dyb brønd med gamle kinesiske digte i.
»i den blå nat /frosttåge, himlen gløder/af månen/fyrretræers toppe/bøjer sig sneblå, går/i ét med himlen, frost, stjernelys./støvlers knagen./kaninspor, hjortespor,/hvad ved vi«. Sådan lyder ’Fyrretræers toppe’ i sin helhed og argumenterer for, at det stærkeste digteriske forsvar for naturen er selve beskrivelsen af den.
Lige så fremragende og levende er de mere fritløbende beskrivelser af Snyder og hans lille families liv i den levende, californiske natur. Her ligner Snyder en klar inspiration for Raymond Carvers sene digte, og hele herligheden har ikke overraskende dybe amerikanske rødder ned til Walt Whitman og Thoreau…
Bongorama.dk 